Eftermarked

Forsikringsselskaber svigter betaling ved brug af brugte reservedele

Mens brugen af brugte reservedele vinder frem, stiger utilfredsheden med, at forsikringsselskaber ikke betaler nok for det ekstra arbejde, som de kan forårsage. 

Brugen af brugte reservedele vinder frem på værksteder i det ganske land, hvilket blandt andet skyldes forsikringsselskabernes fokus på at fremme genbrug. Og selvom der er markante fordele ved brugen af de brugte dele – herunder selvfølgelig især en mindre klimabelastning og en øget genbrugsgrad – giver de brugte deles fremmarch også problemer på værkstederne.  

Ifølge en medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer er det tæt på 9 ud af 10 værksteder, der bruger brugte dele i deres skadesarbejde. Og når man spørger til den største ulempe ved brugen af brugte dele, er der ingen tvivl: Det er forsikringsselskabernes manglende vilje til at betale nok for den arbejdstid, der ofte er forbundet med brugen af de brugte reservedele. Det peger over fire ud af fem af respondenterne i undersøgelsen på. 

Derudover fylder det også på værkstederne, at der skal bruges længere tid på at tilpasse brugte dele, inden de kan bruges, ligesom værkstederne ofte også oplever, at de brugte dele ikke er af ordentlig kvalitet. I mindre grad nævnes det også som udfordringer, at de brugte dele kan være svære at skaffe, og at kunden bliver utilfreds, når vedkommende informeres om, at der bruges brugte dele.  

Generelt ser 55 procent af respondenterne både fordele og ulemper ved brug af brugte dele, mens kun knap 3 procent svarer, at det udelukkende er en fordel at bruge brugte dele, mens knap 40 procent, mener det udelukkende er en ulempe. 

Forsikringsselskaber skal betale det, det koster 

“Når man ser på klimakrisen og den ressourcemangel, som vi allerede nu oplever mange steder, er det åbenlyst, at brugen af brugte reservedele har noget for sig. Det er vi i AutoBranchen Danmark helt med på, men det er afgørende, at brugen af brugte dele ikke bliver en spareøvelse for forsikringsselskaberne, men at de faktisk vil betale det ekstra, det koster at bruge de brugte dele,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

“Man kan ikke komme uden om, at det i dag er mere bøvlet og tidskrævende og dermed mere bekosteligt for værkstederne at skaffe, bruge og montere brugte dele – og det skal forsikringsselskaberne anerkende og betale for, hvis de vil leve op til al deres fine snak om fokus på bæredygtighed,” konkluderer han.  

Samtidig mener han, at forsikringsselskaberne skal være mere tydelige og proaktive i kommunikationen over for deres kunder om, at der bruges brugte dele, så den snak ikke overlades til værkstedet, hvor man blot følger diktatet fra forsikringsselskaberne.  

AutoBranchen Danmark har tidligere fastslået, at det også er vigtigt, at værkstederne – særligt i lyset af den trængte økonomiske situation i skadesbranchen – ikke mister den avance, der er forbundet med brugen af nye reservedele, når der i stedet skal bruges brugte dele. Samtidig bør forsikringsselskaberne sikre større udbud af brugte dele ved at eksportere færre overtagede biler og i stedet sende dem til ophug herhjemme. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert