Flere former for bilsalg

Flere former for bilsalg2020-07-06T15:40:02+02:00
Salg til privatpersoner2020-07-06T15:21:34+02:00

Når du som erhvervsdrivende sælger en bil til privatpersoner, er denne type af køber beskyttet af købelovens ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler. Det omfatter:

  • Forbrugeren har to års reklamationsret
  • De første seks måneder gælder en formodningsregel. Læs mere her.
  • Generelle forbehold såsom ‘købt som beset’ kan ikke gøres gældende.
Kommissionssalg kontra formidlingssalg2020-07-06T15:26:30+02:00

Det er velkendt, at ansatte hos forhandlere eller værksteder ofte får lov til at sælge deres egen bil gennem forhandleren. Det sker som regel ved at bilen står blandt forhandlerens brugte biler, og at den annonceres på forhandlerens hjemmeside.

Nogle gange annonceres bilerne også på forhandlersiderne på diverse bilsites. Mange tror fejlagtigt, at man blot ved en sådan konstruktion kan ”slippe uden om” købelovens reklamationsbestemmelser, og det gælder nok både købere og sælgere. Men så enkelt er det ikke.

Ofte vil sælgeren udfærdige en slutseddel udformet som en aftale mellem to private parter. Andre gange benytter den ansatte blot en slutseddel fra arbejdsgiveren og noterer måske, at det er en ‘privat handel’. Konsekvenserne af disse former for aftaler kan imidlertid være helt forskellige og ganske byrdefulde for de involverede parter.

  • Hvis bilen er annonceret på en forhandlers hjemmeside er udgangspunktet, at der er tale om et forbrugerkøb, når bilen sælges til en privat køber. Det er sælgerfirmaet, der har bevisbyrden for, at handlen IKKE er et forbrugerkøb.

Man ser ofte på om, aftalen samlet set må antages at have karakter af et forbrugerkøb. I den forbindelse lægges der vægt på en række faktorer:

  • Om bilen er annonceret på forhandlerens hjemmeside.
  • Om den er annonceret under ‘private biler’.
  • Om forhandlerens slutseddel er benyttet.
  • Om en privat sælger kan identificeres i slutsedlen.
  • Om købesummen er betalt til forhandleren eller til en privat sælger – herunder den konto, pengene er overført til.
  • Om forhandleren har medvirket ved finansiering.
  • Hvilke konkrete aftaler, slutsedlen i øvrigt måtte indeholde.
Kommissions- og formidlingssalg2020-07-06T15:35:30+02:00

Når man skal se på, om der er tale om et kommissionssalg eller formidlingssalg er flere punkter relevante:

Hvor er bilen annonceret henne?

  • Hvis bilen annonceres på forhandlerens hjemmeside eller andre steder med tilknytning til forhandleren, kan det give kunden et indtryk af, at det er forhandleren, der sælger bilen. Det taler for et kommissionssalg.

Hvor er bilen placeret?

  • Er bilen placeret hos forhandleren med forhandlerens prisskilt og med forhandlerens navn på nummerpladen, taler det for et kommissionssalg.

Hvem har kunden taget kontakt til i forbindelse med en prøvekørsel?

  • Hvis det er forhandleren der står for denne kontakt, taler det for et kommissionssalg.

Hvor og med hvem indgås aftalen?

  • Hvis det er forhandleren, taler det for et kommissionssalg.

Hvem modtager pengene?

  • Hvis det er forhandleren, taler det for et kommissionssalg

Hvem står som sælger?

  • Hvis det er forhandlerens firmastempel med underskrift, der anføres på slutsedlen, taler det for et kommissionssalg
Dobbeltsalg2020-07-06T15:38:18+02:00
  • Hvad sker der, hvis ældre bilmodeller sælges til spotpriser, men pludselig ved en fejl sælges to gange?
  • Hvordan forholder man sig til den kunde, som med et underskrevet slutseddel forventer at få udleveret bilen?

Når der foreligger en underskrevet slutseddel, er der indgået en bindende aftale for begge parter. Det vil sige, at forhandleren har pligt til at levere bilen. Og hvis forhandleren ikke kan eller gør det, har kunden krav på erstatning i henhold til Købelovens § 59. Det gælder både ved salg af nye og brugte biler.

Salg til CVR-nummer (handelskøb)2020-07-06T15:43:27+02:00

Hvis en erhvervsdrivende sælger en bil til en anden erhvervsdrivende, er der tale om et handelskøb. Derfor kan man aftale sig ud af bestemmelserne for reklamation, hvis forhandleren skriver, at varen er solgt uden reklamationsret.

Det er forhandleren, som har bevisbyrden for, at der ikke er tale om et forbrugerkøb. Derfor er det vigtigt at sikre sig:

  • At købers CVR-nummer og virksomhedens navn er skrevet på slutsedlen.
  • At der er overensstemmelse mellem CVR-nummeret og det navn der er anført på faktura og/eller slutsedlen.
  • At den person, der handles med, rent faktisk også kan tegne det firma, som CVR-nummeret tilhører.
  • Der må ikke være tale om et såkaldt hvilende selskab, hvor køber muligvis ikke har forstået, hvorfor selskabets CVR-nummer skal bruges ved en bilhandel.
  • At det er den samme køber, bilen indregistreres til, og ikke en hustru eller andet bekendtskab.

Handelskøb omfatter også:

  • Der er ingen formodningsregel ved handelskøb, som den der findes ved forbrugerkøb.
  • Køberen skal dermed altid kunne bevise, at en mangel var til stede på leveringstidspunktet.
  • Reklamationer skal ske hurtigst muligt. Højesteret har tidligere afvist en reklamation, da denne skete ni dage efter, at køber havde konstateret fejlen.

Vidste du, at …

En privatperson ikke kan indgå en aftale om at få en billigere bil og dermed fraskrive sig reklamationsretten. Købelovens reklamationsbestemmelser er ufravigelige i forbrugerkøb.

Det er sælgeren, som har bevisbyrden for, at der ikke er tale om et forbrugerkøb.

Der i et handelskøb skal stå, at varen er solgt uden reklamationsret. Og at det derfor ikke er nok at skrive, at varen er ”solgt engros” eller ”solgt til CVR-nummer” for at komme uden om reklamationsretten.

Juridisk hjælp er forbeholdt
medlemmer af AutoBranchen Danmark