landingpage_banner_750x150px_sept_2016_reparation

Reparation

Brug af skriftlige reparationsaftaler

Rigtig mange uenigheder i forbindelse med reparationer udspringer af, at der ikke er indgået tilstrækkelig klare aftaler. For mange reparatører er det sikkert en overvindelse at skulle nedskrive en aftale om hvad der skal laves på en bil. Helt traditionelt har man inden for branchen altid blot talt sammen, således at kunden har oplyst hvad han ville have lavet og værkstedet har udført arbejdet. Sådan har det også været selv ved større reparationer. I langt de fleste tilfælde er det gået godt – og det gør det stadigvæk. Men jeg hører nu om ganske mange eksempler hvor man så alligevel bliver uenige enten om hvad der skulle laves eller om hvad det skulle koste.

Udgangspunktet er at en kunde skal betale for den reparation som bilen er indleveret for at få udført, og kun hvis han kan bevise, at der enten er aftalt en fast pris eller at den krævede pris er helt urimelig, kan han slippe for at betale det opkrævede beløb.

Hvorfor er det så så vigtigt at få lavet en skriftlig aftale ? Det er det fordi det på alle måder er lettere at bevise hvad der er aftalt, hvis man har det på skrift. Ved en skriftlig aftale ved man i hvert fald at man på aftaletidspunktet har været enige om, hvad der skulle laves. Hvis kunden har skrevet under på en sådan aftale kan han ikke bagefter komme og hævde, at der er repareret ud over det aftalte. Hvis man ovenikøbet også har angivet en pris så er aftalen klar også på det punkt.

Ofte er det dog således at man jo ikke på forhånd kan vide nøjagtig hvilke fejl man finder på bilen, og om der derfor er yderligere punkter der skal repareres end det der på forhånd er aftalt. I det tilfælde er det vigtigt at man kontakter kunden, og såfremt det overhovedet er muligt, at man så også får en skriftlig accept fra kunden. Det kan eksempelvis være i form af en e-mail eller en sms, og hvis ingen af delene er mulige er det vigtigt at man konkret skriver ned, hvem der har talt med hvem og hvornår, samt hvad der er aftalt. Det sidste er ikke i sig selv et bevis, men kan være med til at bestyrke, at der rent faktisk er indgået en aftale.

Nogle af de eksempler hvor det har vist sig at kunne gå rigtig galt er i forbindelse med fejlsøgning. Der er mange eksempler på at fejlsøgningen er løbet løbsk, og det høres faktisk også tit at reparatører har valgt slet ikke at fakturere for al den tid der er benyttet til fejlsøgning. Og helt galt går det, hvis fejlsøgningen eller reparationen har været forgæves, således et fejlen eller symptomet faktisk stadig er til stede. I en afgørelse fra Vestre Landsret slap en kunde faktisk helt for at betale for en forgæves reparation. Bilen havde været inde flere gange for den samme fejl, og det var ikke lykkedes værkstedet at løse problemet. Kunden endte så med at indlevere bilen til et andet værksted, som løste problemet. Da det første værksted så sendte en regning for det arbejde de havde udført, nægtede kunden at betale denne med den påstand at arbejdet havde været uden værdi, da opgaven jo ikke var løst. Det fik han medhold i ved afgørelsen fra Vestre Landsret, som netop lagde vægt på at værkstedet ikke havde løst den opgave som de havde påtaget sig. De fik således heller ikke betaling for den omfattende fejlsøgning, som de havde udført, og som jo trods alt indebar et stykke arbejde.

I det nævnte tilfælde kunne en skriftlig aftale om, hvad der skulle udføres, måske have hjulpet værkstedet. I aftalen kan man jo netop indføje, at der maksimalt må benyttes x antal kroner eller y antal timer til at fejlsøge. Det vil i særdeleshed være relevant, hvis man på forhånd er klar over at det kan været et lidt komplekst problem.

Det kan tilføjes at FDM’s reviderede reparationsaftale også tager højde for fejlsøgningsproblematikken. Nogle værksteder vil formentlig blive mødt af denne reparationsaftale fra kunderne, og jeg kan kun opfordre til at man benytter den – eller en anden tilsvarende. Faktisk vil jeg gå så vidt, som til at opfordre reparatørerne til selv at foranledige, at de skriftlige aftaler benyttes. Det behøver ikke være i form af en særlig aftaleblanket. Hos mange mærkeforhandlere findes blanketterne allerede i ”importørsystemerne”, nogle steder er det krav i forbindelse med garantireparationer, og nogle enkelte steder er det faktisk indføjet som et krav ved enhver reparation.

Et særligt problem, som også lige skal nævnes, er de reparationer, som foretages i forbindelse med afhjælpning af fejl under en reklamationsret. I henhold til Købeloven er udgangspunktet, at fejl der er reklameret over, og som bilen indleveres for under reklamationsretten, skal udbedres gratis for kunden. Hvis man så skal lave andre opgaver, eller der viser sig forhold som kunden selv skal betale for, er det uhyre vigtigt at man kan dokumentere, at der er indgået aftale om at kunden selv skal betale for de pågældende opgaver. Det er sælgeren, der har bevisbyrden for at en sådan aftale er indgået, og i den situation er den skriftlige reparationsaftale netop også vigtig, og kan være afgørende for om man kan løfte denne bevisbyrde.

Skriftlighed opfordres dermed i aftaleindgåelsen.