Store elektriske biler sætter den ene salgsrekord efter den anden i disse år. Men for ti år siden var det benzindrevne mikrobiler, der toppede salgslisterne.
Nu er de selvsamme mikrobiler med til at gøre danskernes bilpark ældre, end den har været i mange år. Når man opgør antallet af personbiler med fem år eller mere på bagen herhjemme, så er antallet faktisk ikke set højere i mere end 10 år. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Samtidig er antallet af nyere biler med en alder på under fire år faldet til det laveste niveau i årevis.
I perioden fra 2015 til 2020 lå antallet af biler med en alder på fem år og opefter relativt stabilt på omkring 1,5-1,6 millioner biler. Siden er tallet steget med over 30 procent, så der pr. 1. januar 2025 er 2,1 mio. biler i denne gruppe.
Antallet af nyere biler under fire år steg fra 673.000 i 2015 til 794.000 i 2020. Siden er det faldet tilbage til blot ca. 620.000 i år, mens den ældre bilpark altså er vokset.
”Selvom der i dag sælges masser af nye elbiler, så toppede nyvognssalget i 2019, og er aldrig kommet tilbage til de tårnhøje salgstal fra 2010’erne, da mikrobilerne gik som varmt brød. Brugtimporten af elbiler er også steget kraftigt i de seneste år, så det trækker alderen opad,” siger AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg og fortsætter:
”Mikrobilerne har vist sig at være billige at holde kørende, og holder fine brugtpriser, så danskerne holder fast i dem. Måske er der også en del, der har ventet på, at mindre og billigere elbiler ville komme på markedet, som der så småt begynder at komme nu.”
Flest SUV’er blandt nye biler
Ser man på hvilke bilsegmenter, der fylder mest i bilparken i dag, så er den domineret af mellemstore SUV’er, der har over 27 procent af den nye del af bilparken under fire år.
Til gengæld er det overvejende de små biler i segmenterne lille og mikro, danskerne holder fast i, efter bilen er blevet fem år eller mere. Tilsammen udgør de to segmenter nemlig 48 procent af bilerne i denne gruppe, hvor mellemstore SUV’er til sammenligning kun fylder fem procent.
Går vi ti år tilbage til 2015 var billedet lige omvendt. Dengang var SUV’erne ikke så udbredte, men biler i mellemsegmentet udgjorde 25 procent af bilparken med en alder på fem år eller mere. Mikrobiler alene fyldte til gengæld hele 30 procent af de nyere biler i bilparken under fire år og segmenterne mikro og lille tilsammen over 56 procent.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik ramte gennemsnitsalderen for danskernes bilpark 9,6 år i 2024, hvilket er den højeste alder, vi har set i 30 år. De noterer sig, at danskerne holder fast i de ældre biler i længere tid, og at der er en tendens til, at flere nyere biler forlader bilparken – sandsynligvis pga. leasing.
”Med elbilernes indtog har der været bekymring for, om det ville give værkstederne mindre at lave, men indtil videre ser det ud til, at mange stadig har rigeligt at se til, og den ændrede alderssammensætning af danskernes bilpark kan være en af årsagerne,” siger Gitte Seeberg.
