Der er brug for ro på afgiftssnakken og særligt, at SKAT trækker i arbejdstøjet og arbejder hurtigt med at få integreret lovændringerne. For bilforhandlerne skal arbejde med den nye lov, og de har lagt mange penge ud for SKAT, mens forhandlingerne har stået på.

Det mener AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg, som en reaktion på, at regeringen torsdag med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har vedtaget den nye registreringsafgiftslov med sænkelsen af registreringsafgiften.

”I første omgang er det glædeligt for bilforhandlerne, at loven nu er endeligt på plads og alle kan arbejde efter den. Nu håber vi bare, at alle arbejder hurtigt,” siger Gitte Seeberg, og fortsætter:

”SKAT må integrere lovændringerne i deres regelsæt og vejledninger i en fart. Det skal nemlig til for, at SKAT fremadrettet kan give klare retningslinjer for, hvordan den nye lov skal anvendes i praksis, så bilforhandlerne kan få solgt nogle biler.”

”Ydermere har bilforhandlerne har lagt mange af penge ud for SKAT mens de politiske forhandlinger har stået på. Vi vil fra branchen opfordre til, at SKAT også hurtigt får lavet de nødvendige regnemaskiner, som kan udregne den nye afgift og sikre, at forhandlerne får deres tilbagebetaling,” siger Gitte Seeberg.

Bilsalget bremsede helt op, da rygterne om den nye lov slap ud den 25. august. Da det kom i gang igen i oktober, måtte bilforhandlerne stadig afregne til SKAT efter den gamle, høje, afgift, men kunderne betalte kun efter den nye og lavere afgift. Det kunne i mange tilfælde give en forskel på rundt regnet 50.000 kroner pr. bil.

”En gennemsnitlig bilforhandler har på den måde lagt mange penge ud for SKAT, og har for meget betalt registreringsafgift tilgode for mellem 500.000 kroner og op til flere millioner kroner. Det kan give problemer med likviditeten og det er vores klare håb, at forhandlerne hurtigt kan få deres penge tilbage,” siger Gitte Seeberg.

AutoBranchen Danmark repræsenterer rundt regnet 1400 bilforhandlere, værksteder og autolakerere i Danmark, som samlet beskæftiger mere end 20.000 medarbejdere og omsætter for omtrent 50 milliarder kroner.