Bilforhandlere

60 procent af forhandlerne mærker Teslas prisnedsættelser

En medlemsundersøgelse fra AutoBranchen Danmark viser, at bilforhandlerne mærker Teslas prisnedsættelser på en række områder – læs hvilke her. 

Da Tesla tidligere på året kom med usædvanligt store prisnedsættelser på flere af deres bilmodeller, ramte det store dele af bilmarkedet. Ikke nok med at salget nye Teslaer er vokset markant i første kvartal af 2023, så mærker både ny- og brugtvognsforhandlere tydelige konsekvenser af prisændringerne.  

6 ud af 10 respondenter i vores seneste medlemsundersøgelse svarer ja til, at deres forretning er blevet påvirket. Påvirkningen er størst hos nyvognsforhandlerne, hvor 67 procent er blevet påvirket. Hos brugtvognsforhandlerne er det ”kun” 55 procent, der har oplevet konsekvenser.  

Annullerede handler, økonomiske tab og større markedsandel til Tesla 

Respondenterne er også blevet spurgt til, hvilken type af konsekvenser, deres forretning har oplevet. Svarene er mange og forskelligartede, men der er tre hovedtræk.  

I dagene efter prisnedsættelserne blev offentliggjort, er en stor del af allerede indgåede handler blevet annulleret af kunden. Det drejer sig primært om elbiler, men også et mindre antal fossile biler. 

Den anden tendens i besvarelserne er, at forhandlere har måtte acceptere betydelige tab på de biler, de havde på lager og på vej hjem. Det gælder både på brugte Teslaer og elbiler generelt.  

Sidst men ikke mindst, ser en større andel af kunderne mod Tesla end tidligere, hvor de sandsynligvis ville have valgt et andet og måske billigere bilmærke. Samtidig forventer nogle kunder, at de øvrige bilmærker også sænker priserne på deres elbiler til et niveau, der minder mere om Teslas.  

Den sidste grund har ifølge flere forhandlere også stor betydning i kombination med de højere renter og den generelle økonomiske usikkerhed, der kan få nogen kunder til at udskyde eller genoverveje at skifte bil.  

Undersøgelsen er foretaget blandt 125 bilforhandlere og leasingselskaber i perioden 15-22. marts 2023. 

Stor efterspørgsel på juridisk rådgivning om Tesla 

I AutoBranchen Danmarks juridiske afdeling har prisnedsættelserne udløst mange spørgsmål fra medlemsvirksomhederne. Jurist Ida Daarbak Reislev mærker tydeligt, at nogle forhandlere er blevet presset på forskellige måder af Teslas prisnedsættelse. 

”Henvendelserne vi har fået går på flere forskellige ting: Nogle forhandlere vil gerne ud af de handler de har indgået om køb af importbiler fra udenlandske forhandlere, fordi de står til at tabe store summer, hvis de modtager bilerne som aftalt. Andre oplever at deres kunder, de har indgået aftaler med, vil ud af handlerne, fordi de kan få bilen billigere hos Tesla nu. Udgangspunktet er, at aftaler er bindende for begge parter, og det er ikke en legal årsag at annullere aftalerne med begrundelsen, at Tesla har sat deres priser ned, og man derfor står til et tab, hvis man gennemfører aftalen.” 

I denne artikel har vi opridset reglerne for, hvordan du står, hvis en kunde ønsker at fortryde sit køb.

Kontakt

Nicolai Fiil-Søby

Politisk konsulent og direktionsassistent (Barsel)