Så blev det tid til det første udvidede kursus i Facebook. Her var fokus i højere grad på at løfte deltagerne endnu et niveau, så de var endnu bedre klædt på til at skabe engagement og sælge biler på Facebook.

Betydeligt højere niveau

Fra kursets start, var det tydeligt, at kursisterne var på et højere niveau end på det grundlæggende kursus. Alle havde på forhånd opsat deres virksomhedssider, og var godt i gang med at lave opslag. Men når ekspertens øjne faldt på deltagernes sider, var der stadig plads til forbedring. Så den første opgave bestod i at få rettet småting på deltagernes sider, så der eksempelvis ikke var slået en chatbot til, som man hverken brugte, eller var opsat med korrekte spørgsmål.

Lav det gode opslag

Dagens andet fokus handlede om at få lavet gode opslag og bruge engagementet til at få solgt biler. Underviser Benjamin Rud Elberth viste en lang række forskellige eksempler fra autobranchen, og efter at have gennemgået dem og vist deltagerne, hvad der var godt og skidt, fik deltagerne forskellige opgaver. En af opgaverne var at tage et opslag og forbedre det. Opslaget havde i følge Benjamin Rud langt mere potentiale, end det havde opnået. En anden opgave gik ud på at bruge den daglige inspiration og omdanne det til et godt opslag. Det kunne eksempelvis være et billede af vinterdæk, eller en glad kunde. Alt sammen øvelser, der gav deltagerne nogle rigtig brugbare værktøjer, som de kan tage med hjem og bruge i deres daglige arbejde.

Benjamin understregede hele tiden vigtigheden af, at man havde indhentet samtykke til at bruge de ting man slog op på Facebook – særligt hvis der var mennesker på billedet.

Annoncer – på den rigtig nørdede måde

Afslutningsvis var fokus rettet mod Facebooks annoncemodul. Som Benjamin selv sagde det – så var det nu at det blev ”super nørdet”. Og det må man give ham ret i. Første øvelse gik ud på at sætte en annonce op fra bunden i Facebooks annonceadministrator. Øvelsen gav deltagerne en god rundtur i nogle af de mange funktioner, der findes i Facebooks aller helligste gemakker – annonceadministratoren. Der blev givet gode råd til, hvordan en annonce sættes mest effektivt op, men også hvordan man sørger for at den rammer plet i målgruppen. En af Benjamins vigtigste pointer var – test, test, test! Pas på med at stole på mavefornemmelsen – test i stedet for.

Der blev også tid til at kigge på automatisering af annoncer, og hvordan man får koblet sin Instagram konto til Facebook, så man kan annoncere på tværs af de to platforme. Sidst blev der også tid til at runde Facebook Pixel, og hvordan man ved at sætte den op, kunne få hjemmesiden og Facebook til at spille sammen på den rigtige måde.