Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.
Med en samlet brugtvognshandel på 543.710 biler blev 2025 samlet set et rigtig godt år, der også slog salget i de to foregående år med en pæn afstand. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Tallet for brugthandlen dækker over genregistreringer, ejer-/brugerskift og brugtimport. Her har især brugtimporten givet et bemærkelsesværdigt bidrag til den samlede brugthandel gennem hele 2025.
I alt 84.931 brugte biler blev sidste år importeret til Danmark, og mere end ni ud af ti af de biler var elektriske. Samlet for året lå brugtimporten hele 24 procent højere end året før.


Men i november fladede brugtimporten ud og i december dykkede importen med ca. 12 procent i forhold til samme måned i fjor.
”Importen af brugte biler har givet et kolossalt bidrag til den grønne omstilling af bilparken herhjemme i de seneste år, og derfor er det vigtigt, at politikerne i det nye år holder sig for øje at ændringer af regler og afgifter ikke kommer til at lægge hindringer i vejen for importen af brugte elbiler, som giver flere danskere adgang til at køre grønt,” lyder det fra adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Opbremsningen i brugtimporten i december var med til at trække ned i den samlede brugthandel, som sluttede december 8 procent lavere end samme måned i 2024.
Bedste nyvognssalg i flere år
Men hvor salget af brugte biler altså satte sig lidt hen mod årets slutning, så tog salget af nye biler fart. I alt 18.475 nye biler blev indregistreret i december. Dermed endte julemåneden knap 6 procent højere end i 2024.
Her stod elbiler for hele 81 procent af det samlede salg, hvilket er markant mere end for et år siden, hvor andelen hed 62 procent.
Det gode nyvognssalg hen mod årets afslutning bidrog til at sende det samlede nyvognssalg helt op på 184.602 biler.
”Det er det bedste nyvognssalg, vi har set siden 2021. Og det siger noget om, at danskerne trods alle udfordringer ude i verden stadig har en solid økonomi og en optimisme, der nok understøttes af de skatte- og afgiftslettelser, der træder i kraft i år, samt de udskudte afgiftsstigninger for elbiler,” siger Gitte Seeberg.




VW-koncernen fik et godt år
De mest populære modeller i nyvognssalget i 2025 kommer fra VW-koncernen. I spidsen lå Skoda Elroq med et samlet salg på over 10.000 stk.
Derefter kommer VW ID.4 på andenpladsen med ca. 8.500 solgte biler. Begge modeller nyder godt af den forlængede garanti på fem år, som den danske importør introducerede for godt et år siden.
På tredjepladsen placerer Tesla Model Y sig med et salg på ca. 7.600 biler, hvilket er knap 27 procent under salget i 2024. Dog skal det siges, at modellen sluttede året med introduktion af en ny basis-variant til lige under 300.000 kr. og en salgsmæssig førsteplads i december. Med 1.741 solgte biler lagde modellen klar afstand til konkurrenterne i julemåneden.
Kontakt





