Elbiler

Nej til svindel med eksportgodtgørelser

Med baggrund i DR-programmet Kontant, har vi i dag erfaret, at der kan forekomme svindel med eksportgodtgørelser. Som brancheorganisation kan vi naturligvis ikke acceptere, hvis medlemmer svindler og udnytter huller i loven.

Langt størsteparten af forhandlerne, som eksporterer biler, opfører sig heldigvis ordentligt og benytter loven som den er tiltænkt. Dem som ikke gør det, kan ikke være medlem i brancheorganisationen, og dem vil vi tage fat på, hvis vi får kendskab til dem.

Skatteminister Karsten Lauritzen har henvendt sig til os for at høre om vores erfaringer med selvanmelderordningen. Vi ved, at ordningen har udfordringer og vi hjælper jævnligt forhandlere med at gøre tingene rigtigt. Det vil vi bringe videre til skatteministeren, og vi ser frem til et samarbejde med Skatteministeriet.