Folketingsvalg 2022 (bruges ikke)

Årsdag: Gør kundens liv nemmere

Kunderne vil opleve mere service end produkt. De vil have produkter og ydelser, som gør deres liv nemmere.

Nogenlunde sådan var essensen af forfatter og foredragsholder Tune Heins oplæg på AutoBranchen Danmarks årsdag i Vejle torsdag den 26. september.

Tune Hein talte om forandringer. Mange brancher er under forvandling i den digitale tidsalder, og i disse år er autobranchen måske den branche, hvor forandringerne er størst. Han talte derfor også om den digitale transformation, hvor kendskabet til kunderne bliver nøglen til succes.

”Jo bedre I forstår kunden, jo større er muligheden for succes. Big data er small data – og mersalg. Pas på med at vente på importøren eller andre. Der er masser af muligheder for at indgå lokale partnerskaber,” sagde han.

Tune Hein tog eksempler som GoMore, Dribe, DriveNow, LetsGo og Green Mobility og han nævnte forskellige leasingformer og abonnementsordninger.

”Fremtiden er ankommet i autobranchen. I kan med fordel se efter, hvem I kan koble op med og indgå partnerskaber med,” sagde han fra scenen i TORVEhallerne.

”Hvis du bare sætter strøm til uden at give merværdi, skubber du kunderne væk. Men hvis du bruger kundedata og partnerskaber til at skabe et mere brugervenligt, personligt produkt, får du øget interaktion, loyalitet og mersalg,” fortsatte han.

Ifølge Tune Hein går forbrugerne i retning af, at vores produkter skal være nemmere at bruge. De skal være personlige, og de skal være bæredygtige.

”For ikke så mange år siden rendte nogen rundt og sprøjtede spraymaling på folk, som gik med pels. Måske varer det ikke så længe, før vi bliver udskammet, når vi tager en flyrejse,” sagde han.

Tune Hein er ekspert i forandringer (disruption). Han mener, at det nærmest kun er fantasien, som sætter grænser for, hvordan man kan skabe mersalg og gøre kundens produkt mere personligt, så det skaber merværdi for den enkelte.