Nu har du mulighed for at påvirke, hvem der ender på den konfetti-fyldte scene, når der skal overrækkes priser ved dette års Auto Awards, som finder sted tirsdag den 18. november.
Juryen er nemlig færdig med at votere over de indstillede virksomheder og personer, og derfor er den endelige liste over nominerede til Auto Awards 2025 blevet offentliggjort. Samtidig er det nu muligt at afgive din stemme på de nominerede.
På den lange liste over kategorier er der naturligvis velkendte titler som Årets nyvognsforhandler, Årets brugtvognsforhandler og Årets værksted. Men også to nye kategorier har sneget sig ind. Det drejer sig om kategorierne Årets leder og Årets arbejdsplads, som i alt bringer antallet af kategorier op på 27.
Juryen tæller bl.a. AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg og chef for medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation Charlotte Brix Andersen. Du kan se resten af jury-panelet og reglerne for votering her.
Sidste år nåede stemmetallet op over 30.000 stk., og hvis du vil bidrage til dette års afstemning, så er det altså nu du skal klikke dig ind på Auto Awards hjemmeside, hvor det er muligt at stemme på de nominerede.
Afstemningen vil være åben indtil søndag den 16. november, hvorefter vinderne som bekendt offentliggøres på festaftenen tirsdag den 18. november.




