Nyhed (bruges ikke)

Autobranchen kommer i fokus på to dage i maj

AutoBranchen Danmark  inviterer til konference i samarbejde med Motor-magasinet. ”Vores autobranche” skal samle hele branchen til to inspirerende branchedage. Konferencen bliver afholdt over to dage den 7. og 8. maj på Gram Slot, mellem Ribe og Haderslev.

Santander viser sit engagement i autobranchen ved at være hovedsponsor for konferencen, og en lang række andre af branchens interessenter har også meldt deres ankomst som udstillere og meget andet.

”Konferencen skal gøre hele branchen klogere på de udfordringer, der ligger forude for hele autobranchen. Den skal samle os på tværs af faggrupper, jobtyper og medlemsorganisationer. For vi står alle overfor den samme fremtid med både udfordringer og muligheder,” siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør, Gitte Seeberg.

Konferencen har fået undertitlen ”Omstilling, fremtid, forretning.” For det er omdrejningspunktet i disse år.  Omstilling på flere områder. Fremtiden fylder en masse for os, for hele branchen, fordi udviklingen går så stærkt, og der er ændringer på vej, særligt når det handler om bilernes brændstof og bilers data.

”Men vi skal også tænke på forretningen både her og nu og i de nærmeste år. Vores forhandlere, skal sælge elbiler i morgen, men de skal stadig sælge benzin- og dieselbiler i dag. På samme måde med værkstederne.

Der er nok at tage fat på – den grønne omstilling, en registreringsafgift, som hele tiden er et politisk tema og formentlig også bliver det i den kommende valgkamp. Forbrugernes nye købemønster med delebiler og større grad af orientering online.  Og så alle de mere dagligdags ting,” fortsætter Gitte Seeberg.

Autobranchen rummer flere brancheorganisationer, men uanset hvilken organisation, virksomheden bekender sig til, er udfordringerne de samme. Derfor håber er det Gitte Seebergs håb, at AutoBranchen Danmark sammen med Motor-magasinet kan samle hele branchen til nogle spændende dage, som alle kan relatere sig til og finde inspirerende og værdifulde.

På konferencen vil deltagerne møde spændende og inspirerende oplægsholdere fra ind- og udland. Fra udlandet kommer der input til den grønne omstilling. Her kan vi lære af andre. Vi vil høre nyt om forbrugernes købemønstre fra dem, der er længst fremme på det område.

Uddannelse og rekruttering

Arbejdskraft er virksomhedernes vigtigste ressource, og rigtigt mange virksomheder i autobranchen mærker, at det kan være svært at finde kvalificeret arbejdskraft. Vi mangler autolakerere og karrosseriteknikere. Vi mangler også mekanikere inden for både personvogn og lastvogn. Og forudsigelserne er ikke lyse. Derfor skal der gøres noget. Ikke bare gennem støtte fra staten og opjustering af erhvervsskolerne.

”Som brancheorganisation deltager vi på forskellige områder, og i virksomhederne skal man gøre sig mere lækker overfor de unge. Det ser vi flere gøre på forskellige måder. Uddannelse og rekruttering bliver et vigtigt tema, når vi mødes til maj, og jeg ser personligt frem til at høre de gode eksempler ude fra Danmark,” siger Gitte Seeberg.

 Lige som der mangler unge til branchen, er der også plads flere kvinder, der vil ind i autobranchen. De der kommer ind, har oftest succes, fordi de kommer med noget nyt. Vi skal høre historierne om det, og vi skal debattere, hvad der skal til for at få flere.

”Vi kommer også til at debattere uddannelse og rekruttering med politikerne. ”Vores autobranche” får nemlig også politikernes bevågenhed, og vi skal høre fra både politikere og fra fagfolk på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvad der skal til. Vi skal selvfølgelig også tale om, hvad vi alle som branche kan gøre bedre på område,” siger Gitte Seeberg.