Indlæg af Hans-Jørgen Jørgensen, bestyrelsesformand for AutoBranchen Danmark, bragt d. 10. januar 2025 i Motor-Magasinets tillæg 2025 – Året der kommer:
Når vi nu er gået ind i 2025, er der en masse ting, vi ved kommer til at ske – og der er en masse ting, vi ikke ved, hvordan udarter sig. Det kan lyde åbenlyst, men netop kombinationen af indiskutable megatrends, der vinder frem og tiltager i styrke på den ene side og en betydelig usikkerhed og volatilitet på den anden side, er blevet et grundvilkår i branchen i disse år.
Og det betyder, set fra min stol, at vi i autobranchen – hvad end vi så er nyvogns- eller brugtvognsforhandlere, autolakerere eller værksteder, leasingselskaber eller noget midt i mellem – skal være bedre til at kræve vores ret og stå fast på vores. Ellers bliver vi simpelthen kørt over.
Det skal vi ikke finde os i, vi skal ikke lade os presse, vi skal stå op for det gode købmandskab og vi skal insistere på at sikre vores egen forretning og dens fremtid.
Vi har i de forgangne år set, hvordan bilimportørerne har øget presset på forhandlerne, vi har set, hvordan bankerne gør det samme, vi har set forsikringsselskaberne forvente gratis ydelser i stort omfang og ikke betale den pris, skadesarbejdet burde koste. Og vi har også set konsekvenserne af det: mindre overskud, flere konsolideringer og forretninger, der går konkurs eller må lukke i vores del af branchen.
Det skal vi lave om på i 2025.
Skeen i den anden hånd
Når Motor-Magasinet nu beder mig om mine forudsigelser for det år, vi er gået ind i, er der i forlængelse af ovenstående nogle ting, som jeg ser ændre sig. Forhandlernes egen import og eksport uden om de klassiske importører vil fortsat vinde frem og komme til at fylde endnu mere. En lavere rente vil forhåbentlig give et pusterum fra banken. De gratis lånebiler kommer til at koste penge for forsikringsselskaberne, for der er simpelthen ikke længere råd til denne gratisydelse. Autolakererne får større indflydelse på fastsætningen af deres timepriser. Og færre vil være traditionelle nyvognsforhandlere, hvor det er importørerne, der dikterer vilkårene.
Jeg ser med andre ord for mig, at branchen kommer til at tage skeen i den anden hånd. I år og årene fremover.
Og det er kun godt det samme: Så vi i stedet for at blive drænet af utilfredsstillende og ensidige samarbejder, kan fokusere på det, det hele burde handle om: At holde danskerne godt kørende, hvad end de så kører på benzin, på diesel eller om de er skiftet til el; hvad end de ejer, lejer eller leaser deres bil; hvad end de skal have buler rettet op og lakeret om, skiftet dæk eller have bilen til service.
Det er opgaven, vi står foran.
For når vi kigger ud i verden omkring vores branche, er forandringerne til at tage og føle på.
Trump varsler handelskrig, herhjemme skal bilafgifterne genforhandles. De kinesiske mærker vil fortsætte med at presse de europæiske, ny ejerformer vil vinde frem, nye og billigere elbilsmodeller vil udvide markedet – og hvordan ser mobilitet overhovedet ud i fremtiden?
Ja, der bliver nok at se til. Og det kræver, at vi som branche klør på.