Bilforhandlere

“Det handler om at forstå de risici, ESG medfører – og som vi står overfor som forretning”

For Matchbiler handler bæredygtighedsarbejdet om meget andet end klima og miljø. Det handler om grundlæggende at kende og forstå sin forretning – og fremtidssikre den.

Da forsikringsselskabet Tryg i efteråret bad en lang række leverandører om at deltage i en obligatorisk bæredygtighedsscreening, der fremover vil blive årligt tilbagevendende, var det ikke helt uventet for Camilla Lajer Bergholdt, kommerciel direktør og medejer af Matchbiler, der forhandler Hyundai og Mazda og har 30-35 fuldtidsansatte.   

I et tidligere job har hun nemlig arbejdet for en global bæredygtighedsvirksomhed, der havde kontakt med Tryg om netop bæredygtighedsrapportering.   

“Nu får jeg så lov til at se det fra den anden side af bordet,” griner Camilla Lajer Bergholdt, da vi mødes til et interview i Matchbilers lokaler i Viby ved Aarhus.   

I kraft af sin baggrund kender hun dermed også mere til bæredygtighed end de fleste i autobranchen – og det gik da også rimelig nemt med at få udfyldt Trygs spørgeskema, der indeholdte spørgsmål om alt fra menneskerettigheder til miljøbeskyttelse.   

Og måske fordi Camilla Lajer Bergholdt har den ballast og viden, som hun har, ser hun heller ikke bæredygtighedsarbejdet som noget afskrækkende eller farligt.  

Ikke en træls, administrativ opgave

I stedet for at se det som en træls, administrativ opgave, ser man det hos Matchbiler som en opgave, man dybest set allerede arbejder med:  

“Det handler grundlæggende om at forstå de risici, vi står overfor som forretning,” siger Camilla Lajer Bergholdt.   

“Det handler om meget mere end klima, men om at sikre, at vi har den bedste arbejdskraft, og at vi er klar til at håndtere de udfordringer, der kommer,” siger hun videre.   

Og klar – det skal man være. Især hvis kunderne er store, fastslår hun:   

“Jo større virksomheder, du arbejder for, jo større er presset for, at man forholder sig til bæredygtighed og kan svare på deres spørgsmål,” lyder analysen fra Camilla Lajer Bergholdt.  

Bæredygtighedsrapportering er i denne tid på de fleste læber, fordi en række EU-direktiver gør det obligatorisk for store virksomheder at rapportere på bæredygtighed bredt set. Og for at kunne gøre det, stiller mange finansielle virksomheder – herunder forsikringsselskaber og banker – en stribe nye spørgsmål og krav til deres underleverandører, fx værksteder eller bilhuse i autobranchen.  

Vi kan godt

Aktuelt er Matchbiler ved at arbejde med deres første ESG-rapport, der altså gør status over forretningen inden for både miljøpåvirkning, sociale forhold og ledelse.   

“Vi har kastet os ud i det, for at vise, at vi godt kan. At vi som branche sagtens kan arbejde med det her,” siger Camilla Lajer Berholdt, der har givet en af sine medarbejdere det primære ansvar for at stå for arbejdet med ESG-rapporten, der bliver gennemført i samarbejde med rapporteringsvirksomheden Valified, som AutoBranchen Danmark også har indgået en fordelsaftale med.    

Igen ser Camilla Lajer Bergholdt det ikke som en tung administrativ opgave, men som en mulighed for at give sin forretning et sundhedstjek:  

“Det er sundt at forholde sig til sin forretning og se på, hvor man kan optimere. Lige meget i hvilken skala. Selvom vores påvirkning er mindre end de store virksomheders, har det stadig en indflydelse, når vi gør noget positivt. Og det handler om meget mere end klima, men også om databeskyttelse/cybersikkerhed, ledelse og uddannelse,” siger hun og fortæller, at et af de FN’s verdensmål, man arbejder med, er netop uddannelse.   

Klart et konkurrenceparameter

“Vi har jo også et ansvar for at sikre, at branchen i fremtiden har den arbejdskraft, der er brug for, samt at personalet opkvalificeres, hvor der er behov for det,” lyder rationalet.  

Samtidig oplever Camilla Lajer Bergholdt også, at den grønne dagsorden er noget, kunderne går op i. 

“Tesla sidder år-til-dato på 26 procent (i november 2023, red.) af privatbilsmarkedet i mit område, så vi skal være endnu mere skarpe. For når konkurrencen er hård, skal vi benytte alle de muligheder, vi har. Der kommer et endnu større pres fra kunderne, og det er klart, at et konkurrenceparameter er, at man kan vise, at man tager bæredygtighed alvorligt,” siger hun.   

Men selvom rapportering til Tryg gik relativt simpelt, deler Camilla Lajer Bergholdt også AutoBranchen Danmarks ønske om, at forsikringsselskaberne i regi af Forsikring & Pension sikrer et fælles rapporteringssystem, så man ikke skal rapportere forskelligt til alle de mange forsikringsselskaber.  

“Det vil give meget mere mening, hvis F&P laver et fælles rapporteringssystem. Det kommer til at kvæle os som mindre virksomhed, hvis vi årligt skal rapportere til mange forskellige selskaber på forskellige måder,” siger hun.  

“Det har aldrig været EU’s intention med de rapporteringskrav. Det handler om at gøre noget, og at sikre virksomhederne tager ansvar og går forrest, før vi ender med ekstreme varme temperaturer, og hvor oversvømmelser bliver hverdag. Det handler ikke om først at drukne os i administration,” siger hun.   

AutoBranchen Danmark indgik i december en aftale med rapporteringsvirksomheden Valified. Fra marts måned vil AutoBranchen Danmarks medlemmer kunne benytte den branchetilpassede løsning, som er en del af fordelsaftalen. Du kan læse mere om samarbejdet her.

Denne artikel blev udgivet i Magasinet AutoBranchen Danmark nr. 18. Du kan læse hele magasinet her.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation