Bilforhandlere

Det ufornuftige sejrede

Det handler om at komme først over målstregen, og det kræver, at man giver alt, hvad man har for at nå målet. Det er kendetegnet for racerkører Jan Magnussens karriere, der både har budt på store sejre, skuffelser og en stolthed som far. 45-årige Jan Magnussen tager telefonen en tidlig morgen fra Wisconsin i USA, hvor han netop har afsluttet et løb i weekenden. Han når lige hjem til sin familie i Roskilde et par dage, inden det for alvor går løs med de næste løb i WeatherTech SportsCar Championship. Jan Magnussen fører sammen med makkeren Antonio Garcia lige nu i GTLM-mesterskabet, som de også er forsvarende mestre i. Det skal også gerne blive til en sejr i år for ”only victory counts”, som Jan Magnussen udtrykker det. ”Det er den måde, jeg føler, alt mit arbejde bliver godkendt på”, fortæller racerkøreren. Den 27. september fortæller Jan Magnussen om sin hæsblæsende karriere ved AutoBranchen Danmarks årsdag på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Det er en karriere, der langt fra er slut, selvom Jan Magnussen nærmest er født ind i branchen. Først som gokartkører, siden i både Formel 1 og Le Mans, og fra 2007 har Jan Magnussen været fuldtidsansat fabrikskører hos Corvette Racing for General Motors i USA.

En ufornuftig beslutning

Det var helt naturligt for Jan Magnussen at gå ind i motorsporten. Med en far, der havde en stor lidenskab for motorer og racerbiler og brødre med samme interesse, lå det i kortene fra starten, at Jan Magnussen ville bruge en stor del af sin tid i en racerbil. Støtten fra familien var vigtig, men motorsporten kan ifølge Jan Magnussen være ’uretfærdig’. ”Min familie støttede mig alt det, de kunne, både økonomisk og moralsk. Men på et tidspunkt blev det nødvendigt at lede efter en sponsor, der ville satse på, at jeg kunne tjene nogle penge ind”, siger Jan Magnussen. Han fortsætter: ”Man skal satse alt fra starten. Det er egentlig uretfærdigt, for der er helt sikkert mange dygtige kørere, der er blevet talt til fornuft og har valgt en anden vej”. Til spørgsmålet om, hvorvidt Jan Magnussen så var ufornuftig i sit valg, lyder svaret prompte: ”Jeg skulle bare ud at køre. Jeg skulle være den bedste, og hvis det krævede, at jeg lånte en masse penge uden at vide, hvordan jeg skulle betale dem tilbage, så var det en nem beslutning. Jeg tænkte ikke over, om det var det rigtige. Jeg var 100 procent klar over, hvad jeg ville”, siger han.

Kører på grænsen

For Jan Magnussen er motorsporten gået fra at være en sportsgren til at være en livsstil. ”Jeg elsker de mennesker, der er involveret i branchen, og så elsker jeg, at motorsporten er så kompromisløs. Det handler om at være bedst og hurtigst. Hvis ikke du kører hurtigst, så må du finde en anden måde at vinde på. Jeg skal hele tiden give mit bedste og presse mig selv”, siger han og fortsætter: ”Man bliver udfordret hele tiden, og som kører skal man være til stede ved hvert enkelt sving og hver eneste omgang. Det er så små marginaler, der gør forskellen. Man kører på grænsen af, hvad man egentlig selv kan finde ud af, og det giver en fantastisk følelse, når man så lykkes – og vinder”.

Fortiden har formet

Jan Magnussen har i sin karriere deltaget i 25 Formel 1-grandprixer. Hans debut i 1995 i Japans Pacific Grand Prix blev mindeværdigt for både Jan Magnussen og hans bror Claus, som aldrig blev kaldt andet end ‘Smed’. Jan Magnussen var afløser for den finske stjerne Mika Häkkinen, der havde lagt sig syg. Da han ankom til den japanske by Aida kom en japansk kvinde imod ham og hans bror og ville have en autograf. Da Jan Magnussen havde skrevet sin første Formel 1-autograf, gav den japanske kvinde blokken videre til storebror Smed. På trods af Smeds undrende blik, kiggede kvinden insisterende og sagde: ”Yes, yes. Mika Häkkinen!” ”Det var virkelig morsomt, og min bror gav selvfølgelig den søde kvinde en autograf og lod hende tro, at han var Mika Häkkinen. Man skal jo passe på sine fans”, siger Jan Magnussen. Jan Magnussens Formel 1-karriere sluttede i 1998, og det var med dyb skuffelse og avisoverskrifter med ord som ”fiasko”, der mødte ham i Danmark efter fyringen. Men Jan Magnussen måtte lægge skuffelsen bag sig, og fiasko blev til succes – både da han i 1999 blev hyret af Panozteam og begyndte et nyt eventyr i USA, og da han i 2004 vandt sit første 24-timers Le Mans for Corvette Racing. I dag er han firedobbelt Le Mans-vinder. Selvom Formel 1-karrieren ikke endte med de største succeser, så vil Jan Magnussen ikke være tiden for uden. Fyringen gav ham en nedtur, men det gjorde ham også bevidst om, at han ikke var født for at køre Formel 1. Han var født for at køre racerløb. ”Hvis jeg kigger tilbage, så tænker jeg ikke over, hvad der var skidt, og hvad der var godt. Jeg er helt klar over, at jeg er, hvor jeg er i dag, fordi der er sket de ting, der er sket, og jeg er vild med det. Havde jeg klaret det bedre i Formel 1, havde mit liv måske set helt anderledes ud, men den tanke kan jeg ikke bruge til noget”, siger han.

Kevin kørte samme vej

Selvom det ”kun” blev til 25 Formel 1-grandprixer, så er Jan Magnussen medlem af en lille klub over danske Formel 1-kørere, hvor knap halvdelen af klubbens medlemmer hedder Magnussen til efternavn, og så er det alligevel noget særligt. Da sønnen Kevin Magnussen i 2014 fik debut i Formel 1, fik Jan Magnussen lov til at opleve en Racerkører Jan Magnussen stor del af sin egen historie, og de beslutninger der skulle træffes, en gang til. ”Kevin har selvfølgelig fået mulighed for at lege med gokart og ræs tidligt i livet, og han kunne simpelthen ikke fungere, hvis han ikke vidste, at han snart skulle ud og køre igen. Det var så nemt at støtte op om ham”, siger Jan Magnussen. Jan Magnussen ved om nogen, at der også er risici ved den sport, som både han og hans søn er blevet en del af. Som far er Jan Magnussen naturligvis bekymret, men han fortæller, at Kevin selv har taget valget og ved, hvad det valg har af betydninger og konsekvenser. ”En del af motorsporten er at kontrollere det, der er lige på kanten, og jeg har meget tiltro til, at Kevin har talent for det her. Alle kørere har i begyndelsen af deres karriere måtte tage stilling til, at det kan være farligt. Men så bliver man nødt til at komme videre”, siger han.

En stolt far

Selvom Jan Magnussen som ung tog de ’ufornuftige’ beslutninger meget let og uden for meget omtanke, var det alligevel sværere for ham, da Kevin stod i samme situation. ”Gennem Kevin kunne jeg gennemleve det hele igen, men det var meget sværere denne gang. Der var ingen tvivl om, at han ville det samme som mig, men det var svært at være med til at tage de samme risikofyldte beslutninger, nu for min søn. Der prøvede jeg for en gangs skyld at være den fornuftige”, griner Jan Magnussen. Stoltheden over at se sin egen søn få succes i samme sport som ham selv, er noget af det største for en far. ”Det bliver ikke større. Jeg har været superglad for min karriere og alt det, jeg har opnået, men det kan slet ikke måle sig med det, Kevin laver og opnår, og det er jo helt fantastisk. Jeg er en vanvittig stolt far”, siger Jan Magnussen. Jan Magnussen har udover Kevin to yngre børn, datteren Millie og sønnen Luca, og de vælger ifølge Jan Magnussen nok ikke motorsporten til, selvom de synes, det er sjovt at være med til en masse løb med deres far.

Formel 1 til Danmark

De to mindste i Magnussen-familien kan måske om få år opleve Jan og Kevin Magnussens sport på nærmeste hold. De seneste år har en gruppe mennesker arbejdet for at få et Formel 1-løb til Danmark, muligvis allerede i 2020. Jan Magnussen har været med til at tegne banedesignet til det, han kalder en ”fantastisk idé”. ”Det er svært at være skeptisk. Det vil være så stort for Danmark med et Formel 1 – midt i København! Det værste ved det er, at jeg allerede nu ved, at jeg selv skal køre løb i den weekend, man påtænker at arrangere løbet i København. Men det er stadig en rigtig god idé”, siger Jan Magnussen.

Skal slæbes ud af banen

Når man spørger Jan Magnussen, hvad der er det største i hans karriere, er det sejrene. Nogle sejre er selvfølgelig større end andre, men det er sejrene, der tæller. Men der kommer også en tid, hvor sejrene er fortid og dermed også motorsporten. Det er dog ikke noget, Jan Magnussen bruger meget tid på at tænke over. ”Jeg ved, at det har en ende på et tidspunkt, men det bliver nok først, når de smider mig ud. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg selv stopper. Jeg skal vel bæres ud fra banen”, siger han. Når Jan Magnussen ikke kører løb og rejser rundt, så har hele familien historisk haft en hobby med svæveflyvere og modelfly. Selvom tiden er knap, så er det rart at lette sig lidt fra asfalten og kigge op mod himlen for en stund. ”Jeg er vild med svæveflyvere, og det har jeg brugt meget tid på som barn, selvom det er lidt af en modsætning til motorsporten. Det er sådan en familieting, som Kevin også har vist interesse for, men det har han selvfølgelig slet ikke tid til at fokusere på nu”, siger Jan Magnussen.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm
Klaus Schultz

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver

Lene Søbo

Grafiker og marketingkoordinator

Christian Mikkel Uldall Grøn

Web- og social medie manager

Julie Løvenholdt

Medlemskoordinator

Emil Refn

Studentermedhjælper