Folketingsvalg 2022 (bruges ikke)

Dom: Store kontantbeløb fra kunden kan give dig bøder

AutoBranchen Danmark har tidligere orienteret om en bilforhandler, der var tiltalt for at have overtrådt hvidvaskningsloven.

Onsdag den 8. august faldt der dom i sagen i Retten i Horsens, og forhandleren blev idømt en bøde på 30.000 kroner for i to tilfælde at have taget imod kontantbeløb, der oversteg 50.000 kroner.

I loven findes et kontantforbud, hvor erhvervsdrivende ikke må modtage kontantbetalinger på 50.000 kroner eller derover.

Da forhandleren havde modtaget 51.495 kroner kontant fra en kundes køb af en Mercedes-Benz CLS 350 udløste dette en bøde på 10.000 kroner. Denne bøde havde virksomheden på forhånd anerkendt.

Forbuddet omfatter også betalinger som sker over flere gange, men som er indbyrdes forbundet, hvis den samlede kontante betaling udgør 50.000 kroner eller mere.

Da forhandleren modtog 17.200 euro svarende til 126.546 kroner fra en kunde, der i juni 2015 købte tre biler – en Saab, en Nissan Micra og en Kia Ceed, udløste dette en bøde på 20.000 kroner. Det gjorde det fordi Retten valgte at betragte det som én handel. Dette på trods af, at der var tre fakturaer på købene og at købene foregik over en uge.

Forhandleren frifindes dog for det af forholdene, hvor han havde modtaget en kontantbetaling på 50.030 kroner som betaling for en Audi.

Det hjalp ikke i sagen, at forhandleren sagde, at firmaet var i god tro og ikke havde været opmærksom på reglerne.

AutoBranchen Danmark har fået en del henvendelser i forhold til fortolkning af reglerne om hvidvask og har i den forbindelse taget kontakt til Team Hvidvask under Erhvervsstyrelsen.

Tilbagemeldingen er, at kontantforbuddet omfatter alene fysiske penge og dermed ikke elektronisk betaling, som eksempelvis dankort eller bankoverførsel.

En erhvervsdrivende vil derfor lovligt kunne modtage 40.000 kroner i kontant, og 60.000 via elektronisk betaling.

Om en betaling anses for at være indbyrdes forbundet afhænger af den konkrete sag. I den pågældende dom valgte Retten at betragte det som én handel, og her anbefaler vi, at AutoBranchen Danmarks medlemmer tager kontakt til juridisk afdeling for at få foretaget den vurdering, hvis dette er nødvendigt.