Bilforhandlere

Efter stor forvirring: Motorstyrelsen stopper udsendelse af brev

Et brev om brændstofforbrug og CO2-udledning fra Motorstyrelsen til tusindvis af danske bilejere har skabt så stor forvirring, at videre udsendelse af brevet stoppes.  

Motorstyrelsen har i den seneste tid påbegyndt udsendelsen af et brev til op mod 200.000 danske bilejere om ændring i oplysninger om deres bils brændstofforbrug og udledning af CO2.  

I brevet beskrives det også, hvordan oplysningerne vil kunne påvirke de afgifter, som man skal betale som bilejer.  

Indtil videre er brevet udsendt til cirka 40.000 bilejere, men brevet har skabt så stor forvirring blandt bilisterne, at udsendelsen af brevet er stoppet, og at brevet nu bliver omformuleret.  

Konkret drejer brevet sig, at der fremadrettet skal registreres oplysninger efter både NEDC2- og WLTP-målenormerne, og ikke kun NEDC2 som hidtil.   

Det er vigtigt hvilken, målenorm der anvendes, da de opgør størrelsen på en bils brændstofforbrug og udledning af CO2 (og deraf de løbende afgifter plus registreringsafgiften) forskelligt.   

NEDC2-oplysningerne vil fortsat blive brugt til at beregne grøn ejerafgift, skriver Motorstyrelsen i brevet, mens Motorstyrelsen vil bruge WLTP-målenormen til at genberegne registreringsafgiften, hvis køretøjet er indregistreret, eller der er registreret en leasingperiode på køretøjet, i perioden fra 18. december 2020 til 31. maj 2021 eller hvis køretøjet på et tidspunkt skal have beregnet ny registreringsafgift. 

Men udsendelsen af brevet har altså skabt så stor forvirring, at den videre udsendelse til de resterende omkring 160.000 bilejere er sat i bero.   

Mange er forvirrede

“Vi har i AutoBranchen Danmark oplevet, at vores forhandlere har fået henvendelser fra bilkunder, som bliver forvirrede og bekymrede, fordi de ikke forstår brevet og dens betydning, så det er kun godt, at udsendelsen af brevet stoppes,” siger Ida Nynne Daarbak Reislev.  

Motorstyrelsen har fastslået, at udsendelsen af brevet er stoppet, og at styrelsen vurderer om brevet skal trækkes tilbage, eller der skal oplyses yderligere på deres hjemmeside.  

Det er vigtigt at notere sig, at langt de fleste modtagere af brevet vil ikke blive påvirket af ændringer i oplysninger i Motorregistret, men Motorstyrelsen er forpligtet til at udsende brevet.   

“Det er fornuftigt, at Motorstyrelsen har stoppet udsendelsen af brevet, når det har skabt så stor forvirring. Vi ser frem til, at brevet formuleres klarere, så bilejerne ved, hvad de har at forholde sig til, og så forhandlerne ikke bestormes af kunder, når forhandlere ikke har yderligere informationer om konsekvensen, som først vil fremgå af et senere brev,” siger Abid Khan, juridisk chef i AutoBranchen Danmark.   

Hvis du har spørgsmål, kan du som altid kontakte AutoBranchen Danmarks juridiske afdeling for hjælp på jura@abdk.dk eller +45 33 31 45 55  

Abid Khan

Juridisk chef / advokat

Hadeel Barakji

Jurist

Rebekka Levysohn

Jurist