Nyhed (bruges ikke)

Eksperter og udstillere har nyheder med til værkstederne

Hvordan kan vi gøre tingene nemmere og smartere i fremtiden? Hvordan sikrer vi, at branchen henter fornyet arbejdskraft i en tid, hvor Danmark ser ud til at mangle mere end 60.000 faglærte allerede i 2025?

Store og centrale spørgsmål, som bliver vendt på branchedagene på Gram Slot til maj. På Vores Autobranche er der noget at komme efter for alle, der arbejder på eller omkring værkstederne i autobranchen.

Når Knut Martin Breivik fortæller om den indvirkning elbilerne allerede har haft i Norge, og Geert Brummelhuis fortæller om hollændernes undersøgelse af eftermarkedet i takt med elbilernes udbredelse i Holland, så er det værd at notere sig, hvad der vil komme til at ske i Danmark. I Norge er næsten hver anden solgte bil i dag en elbil, og i Holland går det også fremad. Vidste du fx, at Norge og Holland efter USA og Kina er henholdsvis nummer tre og fire på listen over Teslas største markeder?

Glenn Larsen driver Rørvig Auto, som er et mindre værksted med tre svende og to lærlinge. Han gør sig tanker om fremtiden for det lille værksted, og det opfordrer han alle andre til også at gøre.

Hvor bevæger data sig hen?

En relevant diskussion er også bilers data. Hollænderen Erik Kamps fra firmaet Crossyn, arbejder allerede med bilers data, og han har bud på, hvordan forhandlerne kan arbejde med data. Som præsident for sammenslutningen af BMW-Mini forhandlerne i Europa, ved han en del om autobranchen ved siden af sit arbejde med data. Samtidig vil Forsikring & Pension give et overblik over, hvad bilers data kan føre med sig, og forsikringsselskabet Gjensidiges adm. direktør Mats Gottschalk fortæller i hvilken retning udviklingen driver samarbejdet mellem autobranchen og forsikringsverdenen.

På værkstederne er det vigtigt at sikre fornyelsen. Der skal uddannes flere nye mekanikere, og det er en stadigt stigende udfordring at finde arbejdskraft. Dansk Automobil Sports Union vil fortælle, hvordan de har kontakt til unge fra 7. til 10. klasse – præcis i den alder, hvor de skal danne sig et billede af deres fremtidige uddannelse. Uddannelse og rekruttering bliver også temaet for en debat. Et af landets største bilhuse, Ejner Hessel, har fat i et nyt og spændende initiativ, og HR-chef Jesper Brahm er med i panelet sammen med erhvervsskoler og AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg. Malene Hasselbalch-Holm er eftermarkedschef hos Bilcentret A. Nielsen i Middelfart. Hun kan gøre os klogere på trivsel på værkstedet og om at være kvinde i autobranchen.

Inspiration fra udstillinger

Uanset hvilken funktion du har på et værksted, er der masser af viden at hente på branchedagene på Gram Slot. Det spiller ingen rolle, om du er leder eller medarbejder, bare du er nysgerrig og har lyst til en god oplevelse og tid til at netværke. Mens du netværker kan du spise god mad, og du kan se på udstillinger fra flere af leverandørerne til autobranchen, som kommer med et hav af relevante, nye og brugbare produkter.

FTZ kommer med to stande på udstillingen. Den ene har fokus på ”Fremtidens værksted og produkter”, hvor besøgende kan selv kan prøve et nyt produkt fra Bosch: Augmented Reality og Virtual Reality, hvor man med briller på og en 3D-skabelon, kan se igennem bilens karosseri og diagonisticere, hvad der er galt uden at røre ved den. Det er hurtigere og mere præcist end, hvis man først skal skille bilen ad og kan måske blive standardudstyr på værkstedet. På standen stiller FTZ og Bosch en person til rådighed, som vil forklare, hvordan man bruger det udstyr. Besøgende vil også kunne opleve nye løsninger til el og hybrid – ladestandere og fremtidens dæk til el- og hybridbiler.

Den anden stand fra FTZ har fokus på ”Viden, uddannelse, digitale løsninger, forretningsoptimering, koncept”. Her kan man blandt andet få indblik i de mange kurser, som FTZ udbyder, hvor kursisterne blandt andet kan blive certificeret inden for reparation af elbiler og firmaet er ligeledes i færd med at udvikle en app, som kan komme til at spare meget tid på værkstedet, fordi alle fejl og mangler kan registreres i app’en mens man arbejder, frem for, som i dag at skulle tilbage til kontoret og registrere på computeren.

Tilmelding til Vores Autobranche er gratis frem til 7. april – klik her for tilmelding.