Bilforhandlere

Et håb om ro

Dansk Folkeparti har nu opgivet sine krav om at få gennemført en teknisk model under dette års finanslovsforhandlinger. Det giver håb om, at der nu igen kan komme ro om afgifterne, efter partiet for lidt over en måned siden bragte kravet om en afgiftsomlægning op som modsvar til regeringens klimaudspil og høje ambitioner med hensyn til grønne biler.

I Dagbladet Børsen mandag roser adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, partiet for at skrinlægge sit krav til trods for, at den samlede branche støtter den tekniske model.

”Det er vigtigt at få ro om afgifterne. Forhandlerne af både nye- og brugte biler har mærket et forholdsvist kraftigt dyk i salget gennem oktober og november som følge af den politiske diskussion. Det er ærgerligt for regeringen og DF aftalte sidste år, at registreringsafgiften ikke skulle op til debat under dettes års finanslovsforhandlinger,” siger Gitte Seeberg.

DF har til gengæld krævet, at der under forhandlingerne bliver afsat penge til at udvikle et kommende IT-system, der kan håndtere en teknisk model. Det anslås, at det tager op imod halvandet år at udvikle systemet, og derfor mener partiet, at det gælder om at komme i gang nu.

”Regeringen er på trapperne med en ny transportkommission, der bl.a. skal se på, hvordan staten finansierer det hul, der kommer i statskassen som følge af den grønne omstilling. Det vil være naturligt at lægge DF’s ønske ind i den kommission og så se, hvad den når frem til om 1-2 år,” siger Gitte Seeberg.

AutoBranchen Danmark, og de øvrige bilorganisationer, har gennem flere år argumenteret for, at den nuværende værdibaserede registreringsafgift skal erstattes af en teknisk model, der beregner afgiften efter objektive kriterier så som bilens CO2-udledning, vægt, sikkerhedsudstyr m.v. Modellen kendes fra Norge.

På det seneste har forsøg med kilometerafgifter – roadpricing – også vist, at teknologien er blevet stærkt forbedret og at præcisionen nu er næsten 100 procent.

Ifølge Gitte Seeberg skal den nye transportkommission holde alle muligheder åben.

”Det vigtigste er, at vi får en fremtidssikret afgiftsmodel, når politikerne om nogle år igen skal til at diskutere registreringsafgifter. Det er ikke holdbart for branchen, at der år efter år bliver skabt usikkerhed om priserne og kunderne bliver væk fra butikkerne.”

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm
Klaus Schultz

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver

Lene Søbo

Grafiker og marketingkoordinator

Christian Mikkel Uldall Grøn

Web- og social medie manager

Julie Løvenholdt

Medlemskoordinator

Emil Refn

Studentermedhjælper