Nyhed (bruges ikke)

EUC Nordvestsjælland styrker indsats over for kvinder på erhvervsuddannelserne

I samarbejde med AutoBranchen Danmark, der er brancheorganisation for 1200 bilforhandlere, værksteder og autolakerere, vil EUC Nordvestsjælland gerne øge optaget af kvinder på autouddannelsen. Det skal ske ved blandt andet ved at sætte fokus på trivslen både på skolen og i virksomheden.

Danmark står til at mangle i omegnen af 60.000 faglærte allerede i 2025. Danmark mangler faglærte af begge køn, og der er brug for at gøre en indsats for at optage flere kvinder til uddannelsen, og sørge for at de fortsætter i branchen. Som det er i dag, er der ikke mange unge kvinder, som søger ind på autobranchens uddannelser som mekanikere og autolakerere. Men dem der er klarer sig godt.

For at styrke indsatsen over for kvinderne har AutoBranchen Danmark fået udarbejdet en trivselsundersøgelse, der skal belyse kvindernes trivsel på uddannelsen. Den skal medvirke til at gøre uddannelsen og branchen mere attraktiv for kvinderne.

”Det giver rigtig god mening for os at styrke indsatsen over for kvinderne. Nordvestsjælland og især Holbæk har mange store bilforhandlere og værksteder, så vi kan sagtens se behovet for at rekruttere flere lærlinge og især kvinder. Det vil vi gerne medvirke til,” siger Lars Halberg, der er vicedirektør på EUC Nordvestsjælland.

For AutoBranchen Danmark er der tale om en målrettet indsats, som omfatter samarbejde med erhvervsskoler over hele landet. Foreløbig er rundt regnet 10 af landets erhvervsskoler enten med eller på vej ind i samarbejdet.

”Vi er i en vigtig fase, hvor vi er nødt til at sikre, at danskerne også kan få repareret biler i fremtiden. Udviklingen går stærkt på værkstederne og de unge kvinder kan bestemt også være med på den udvikling. Og vi ved, at virksomheder med en bredt sammensat medarbejderskare laver bedre resultater end virksomheder, som er domineret af kun én type medarbejdere. Så kvinderne har gode muligheder for at gøre en forskel,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

”Vi skal vise kvinderne, at der er karrieremuligheder i autobranchen, og når vi måler kvindernes trivsel på uddannelsen, får vi pejlemærker for, hvad der er godt og hvad der er skidt på skolen såvel som i virksomheden. Det er vigtig og brugbar viden,” fortsætter Gitte Seeberg.

Hos konsulenthuset Living Institute er de specialister i ”diversity intelligence” – altså at arbejde med diversitet inden for såvel køn som kultur. Her siger partner Jens Rotbøll, at en bedre kønsfordeling ganske enkelt er en nødvendighed.

”Man kan spørge sig selv, om man har råd til at lade være. Når man mangler lærlinge, har man så råd til at ekskludere halvdelen af potentialet?  Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det er et faktum, at folk der tænker forskelligt kan lave bedre resultater sammen end folk, der tænker ens,” fortæller Jens Rotbøll.

Folketinget har vedtaget en målsætning om, at i 2025 skal 30 procent af en ungdomsårgang søge ind på en ungdomsuddannelse. Nu er tallet lige omkring 20 procent.