Torsdag den 26. september 2024 i er vi tilbage i de unikke omgivelser hos Remisen Brande
Bliv klogere på ESG-rapportering, regeringens ambitioner på bilområdet, Motorstyrelsens fokusområder, roadpricing, ESG, eftermarkedets mange muligheder eller AI og fremtidens teknologi.
Dennis Ritter vil som konferencier binde dagens program sammen, og vi glæder os til at dele det hele med dig.
Regeringens planer og ambitioner på bilområdet
Vores nytiltrådte skatteminister Rasmus Stoklund deltager via Teams, hvor han vil stille skarpt på regeringens ambitioner og tiltag på bilområdet.
Keynote: Forsøg med roadpricing i Danmark
Hvordan kan roadpricing se ud i Danmark? Hvordan vil man fastlægge zoner, betaling og tidspunkter? Og hvilke erfaringer læner man sig op ad internationalt?
Diskussionen om roadpricing dukker med jævne mellemrum op i debatten, og Transportministeren har en ambition om, at systemet på sigt skal indføres i Danmark. Lige nu er et testforsøg i gang i hele landet med 2.200 bilister. Forsøget kører frem til 2025 og skal klarlægge, hvordan vejafgifter kan hjælpe med at mindske trængslen på vejene omkring de større byer, og dermed regulere bilisternes adfærd i myldretiden. Ninette Pilegaard, Vicedivisionsleder og sektionsleder på DTU, er en af forskerne bag roadpricing forsøget. Hun vil fortælle om forsøget og perspektiverne for roadpricing samt løfte sløret for nogle af de foreløbige erfaringer fra testforsøget.
Efter Ninettes oplæg vil der være en kort debat på scenen, hvor vi får flere perspektiver på, hvordan fremtidens bilafgiftssystem kan se ud, og hvilke faktorer, der skal tages med i betragtningerne. Gitte Seeberg, Ninette Pilegaard og Jacob Skjærris, SAKUI.
Keynote: Tech eksperten stiller skarpt på AI og fremtidens autobranche
Kunstig intelligens forudses at blive den næste store teknologiske revolution, der vil forandre verden på en måde, der ligner internettets omvæltning i 1990’erne. Hvordan navigerer man i dette overvældende område – både generelt og mere specifikt i autobranchen?
David Guldager har i flere år arbejdet med elbils-bølgen og de seneste år også kunstig intelligens. Han vil trække på sine egne erfaringer indenfor begge felter, skitsere udviklingerne og frem for alt tilbyde konkrete indsigter og strategier, så deltagerne kan forlade arrangementet med fornyet inspiration og potentialer at udforske.
Seks forskellige fagsnakke
Som en del af programmet har du mulighed for at tilmelde dig seks forskellige fagsnakke. Du kan møde Motorstyrelsens direktør Jørgen Rasmussen og Santanders Commercial Director Bo Jakobsen, høre om, hvordan du kommer i gang med at lave ESG-rapportering, bilforretningens digitale transformation, aktuelle juridiske problemstillinger, eller om eftermarkedets arbejde med hjælp til optimering af forretningsdriften på baggrund af forhandlingsguiden.
ALLE er meget velkomne på AutoBranchen Danmarks årsdag. Obligatorisk tilmelding kan foretages nederst på denne side.
Vær opmærksom på at vi opkræver et no-show gebyr på kr. 500,-, hvis du har tilmeldt dig arrangementet og ikke møder op.
Dagens program
08.30 – 09.00 | Morgenmad og indtjekning |
09.00 – 10.30 | Velkomst |
Vi klæder jer bedst muligt på til fremtiden. Ved adm. direktør Gitte Seeberg | |
Keynote: Forsøg med roadpricing. Oplæg og debat. Ved Ninette Pilegaard, DTU | |
10.30 – 11.00 | KAFFEPAUSE |
11.00 – 12.00 | Fagsnakke 1: Spor A, B, C |
12.05 – 12.30 | Regeringens planer og ambitioner på bilområdet. Ved skatteminister Rasmus Stoklund |
12.30 – 13.30 | FROKOSTBUFFET |
13.30 – 14.30 | Fagsnakke 2: Spor D, E, F |
14.30 – 15.00 | KAFFE & AUTOKAGE |
15.00 – 15.45 | Keynote: Hvordan kan vi bruge kunstig intelligens? Ved tech ekspert David Guldager |
15.45 – 16.00 | Afrunding af dagen ved adm. direktør Gitte Seeberg |
Fagsnakke 1:
Spor A:
Motorstyrelsens fokusområder
Direktør i Motorstyrelsen, Jørgen Rasmussen, stiller endnu engang op med et overblik over aktuelle sager og indsatsområder i styrelsen. Der der som altid fokus på et godt samarbejde mellem styrelsen og autobranchen, og plads til spørgsmål fra dagens deltagerne.
Spor B:
ESG-rapport på den lette(re) måde.
AutoBranchen Danmark har i år lanceret en skræddersyet ESG-rapport-skabelon til branchen sammen med it-platformen Valified. Eftermarkedschef Nicky Bobak fortæller om de foreløbige erfaringer og medejer Camilla Lajer Bergholdt fra Matchbiler i Viby fortæller om sin erfaring med at bruge platformens standardversion, udvælge de helt rigtige ESG-data og at bruge rapporten i dialogen med kommunen, banken og kunderne.
Spor C:
Få styr på juraen
På denne fagsnak vil vores juridiske chef, Abid Khan, gennemgå aktuelle juridiske problemstillinger, som forventes at få stor betydning for fremtidens bilforretning. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og drøftelse de ting der rører sig lige nu.
Fagsnakke 2:
Spor D:
Santander: Udviklingen på finansieringsmarkedet
Bo Jakobsen, Commercial Director & Country Manager i Santander Consumer Bank stiller skarpt på forventningerne til udviklingen på leasing- og finansieringsmarkedet, og hvordan den globale økonomi påvirker markedet. Han vil også komme ind på de ESG-krav, som man kan forvente at møde fra sin bank nu og i den kommende tid.
Spor E:
Forstå de nye trends i bilforretningens digitale transformation
Salg, markedsføring og kommunikation med kunder forandrer sig i takt med nye teknologier og digitale platforme. Særligt kunstig intelligens (AI) og brugen af chatbots som fx ChatGPT har stort potentiale i markedsanalyse, opsøgende arbejde og markedsføringsmaterialer. I fremtiden samarbejder vi i langt højere grad med robotterne. Men hvilke robotter og hvordan? Analytiker Timme B. Munk og forsker Brian L. Due leder os på vej ind i den nye AI-virkelighed.
Spor F:
Eftermarkedet er nøglen til øget indtjening
Mens der tjenes færre penge på bilsalg, bliver eftermarkedets økonomiske betydning større. Men har du styr på dine samarbejdsaftaler, og får du den afregning, du har ret til? Med AutoBranchen Danmarks forhandlingsguide i hånden, tager vi temperaturen på branchen og lægger op til debat om fremtiden. Ved eftermarkedschef Nicky Bobak.
Vær opmærksom på at vi opkræver et no-show gebyr på kr. 500,-, hvis du har tilmeldt dig arrangementet og ikke møder op.
Der er lukket for tilmeldinger.