Arbejdsgiver

Flere kørepenge til pendlerne, men dækker næppe ekstraudgifter

Landets pendlere får økonomisk håndsrækning efter stigende udgifter til el, benzin og diesel.  

Hvis dine kunder er pendlere, kan de se frem til højere satser for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen. Skatterådet, der består af 19 udpegede medlemmer, besluttede i sidste uge ekstraordinært at hæve satsen, så pendlere fra 1. maj 2022 kan trække 2,16 kroner fra i skat pr. kørt kilometer i stedet for 1,98 kroner i dag.  

Stigningen er opgjort på baggrund af en forventet gennemsnitlig benzinpris på 15,77 kr. pr. liter i 2022. For kørsel over 120 kilometer dagligt er sats hævet fra 0,99 kroner pr. kørt kilometer til 1,08 kroner.  

Det sker meget sjældent, at skatterådet ekstraordinært hæver satserne udover den årlige regulering. Sidst det skete, var i år 2000, hvor fradraget blev hævet med 7 procent i marts. 

AutoBranchen Danmark har i denne omgang presset på for, at det ville ske igen, idet priser på både benzin, diesel og el er steget meget og har gjort det dyrere at være pendler, uanset om man kører i benzin- og dieselbil eller elbil. Derfor er adm. direktør Gitte Seeberg tilfreds med, at Skatterådet har hævet satserne: 

“Ligesom vi forventer, at Forsikring & Pension løbende justerer afregningen, når materialepriser på værksteder og hos autolakererne stiger, giver det mening, at Skatterådet justerer fradraget, når priserne på både el og benzin- og diesel er steget så meget, som tilfældet er,” siger Gitte Seeberg.   

Mens Skatterådet fastsætter satserne, er det en politisk opgave at fastsætte skatteværdien af befordringsfradraget. Skatteværdien ligger i dag på cirka 26 procent.  

Dækker ikke ekstraudgifter fuldt ud 

Ifølge Dagbladet Børsen dækker skatterådets opjustering dog langtfra de ekstra udgifter for landets 1,2 millioner pendlere. Skatterådets justering vil for en pendler, der kører 25 kilometer hver vej til arbejde, således have en årlig værdi på 234 kroner.  

Hvis en større del af udgifterne skal dækkes, er det dermed en politisk opgave for partierne på Christiansborg. Og det bør partierne tage alvorligt, mener Gitte Seeberg: 

“Det er afgørende for sammenhængskraften i Danmark, at mobiliteten er høj og danskerne let og til en fornuftig pris kan komme til og fra arbejde. Det er derfor en vigtig politiske opgave at beskytte mobiliteten. Det koster penge lige nu og her, men det er noget som politikere må og skal prioritere, hvilket det da også tyder på, at de gør,” siger Gitte Seeberg, der dog ikke forventer, at pendlere vil blive kompenseret krone til krone.  

“Vi står i en ekstraordinær situation, og udgifterne stiger hele vejen rundt. Så vi må nok affinde os med, at vi alle sammen må bidrage lidt ekstra,” siger hun.   

Regeringen fastslog i sidste uge, at der er brug for yderligere økonomisk hjælp til landets pendlere. Forhandlinger med støttepartierne onsdag blotlagde en del nølen fra særligt Enhedslisten, der ikke ønsker bred hjælp til alle pendlere, men i stedet kun til dem med de laveste indtægter via forhøjelse af den grønne check. På lignede vis har SF ifølge Børsen afvist at forhøje fradraget for at kompensere “folk i Nordsjælland med høje lønninger.” 

Torsdag var oppositionen indkaldt til forhandlinger, hvor alle partier pånær Konservative er positive over for forhøjelse af fradraget. Forhandlingerne er mandag endnu ikke afsluttet. 

Hvis jeres medarbejdere kører erhvervsmæssigt i egen bil, er den skattefri befordringsgodtgørelse også hævet. For de første 20.000 kilometer er maksimalsatsen hævet fra 3,51 kroner til 3,70 kroner, og for efterfølgende kilometer er satsen steget fra 1,98 kroner til 2,17 kroner. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent