For mange i autobranchen er folkeskolepraktikanter ikke noget, man bruger meget tid på. Det kan være bøvlet, gå ud over arbejdsrytmen på værkstedet eller i salgsafdelingen, og det kan være svært at finde noget at sætte de unge til – og finde noget, som de unge faktisk må lave.
Det er alt sammen forståeligt – men det er også ærgerligt. For så misser branchen en mulighed for at gøre flere unge interesserede i branchen – så de måske vælger en uddannelse, der vil gøre dem til en del af branchen i fremtiden, fastslår eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark, Nicky Bobak.
Men hos N. Kjær Bilcentret i Svendborg har man formået at gøre folkeskolepraktikanter til en vindersag.
Det fortæller Hans-Christian Kjær, indehaver og administrerende direktør i N. Kjær Bilcentret, som hans familie har drevet gennem tre generationer, og som i dag beskæftiger over 60 medarbejdere.
“Vi har altid gjort meget ud af praktianter. Det giver de unge en mulighed for at snuse til branchen, og vi får også en mulighed for at se de unge an,” siger han og fortæller, at man ofte ansætter praktikanter i fritidsjob efterfølgende, og at fritidsjob siden kan udvikle sig til fastansættelser.
Men det handler ikke kun om at sikre fremtidens arbejdskraft. Det handler om at være en del af lokalområdet og sikre forretningens dna.
“Uanset om de vil fortsætte i branchen eller ej, er vores mål at give praktikanterne en positiv oplevelse, hvilket i den grad også har betydning for forretningen og vores lokale forankring. Hvis vi gør noget, vil vi gøre det ordentligt,” siger Hans-Christian Kjær.
Prioriter den enkelte
Det er værkstedschef Thomas Clausen, der hos N. Kjær Bilcentret har ansvaret for folkeskolepraktikanterne, og selvom han godt forstår, at andre i branchen kan have svært ved at håndtere praktikanterne, er man kommet frem til en formel, som virker hos N. Kjær Bilcentret, fortæller han.
“Først og fremmest handler det om at prioritere den enkelte folkeskolepraktikant, så derfor har vi altid kun én praktikant ad gangen,” siger han.
Når praktikanterne starter, bliver der lagt et ugeprogram, så de dag efter dag kommer rundt til de forskellige svende og får mulighed for at prøve forskellige ting.
“Hver morgen beslutter jeg, hvem de skal gå med, så vi ved, at svenden har tid til det, og så det også er noget, der er relevant og sjovt for praktikanten,” siger Thomas Clausen.
Det er også vigtigt at finde nogle opgaver, der er til at gå til og som betyder, at praktikanterne får noget værktøj i hånden, så de kan prøve sig af. Fx kunne en opgave være at skifte hjul, fortæller han.
Derudover er det vigtigt at huske, at ligeså vel som der er forskel på praktikanterne, er der forskel på de svende, de skal gå med. Nogle er gode til det, og synes det er sjovt, andre er knap så pædagogiske. Det skal man selvfølgelig tage højde for.
“Og selvom det ikke er militær disciplin, så er det også vigtigt, at vi holder fast i de gamle dyder. De skal møde lidt før klokken 7 og der er ikke noget med at gå rundt med musik i ørerne. Vi er klare om spillereglerne, og der skal sættes nogle faste rammer op. Det har vi god erfaring med,” siger Thomas Clausen.
Når ugen er gået, får alle folkeskolepraktikanter et topnøglesæt med hjem og tilbuddet om altid at kunne komme tilbage. Og det bliver husket, fortæller han:
“Vi har kunder, der kommer ind og fortæller, at de stadig har det topnøglesæt, som de fik for 25 år siden,” griner Thomas Clausen.
Han har samtidig haft et møde med de lokale folkeskolers studievejledere, så de ved, hvad praktikanterne kan forvente, ligesom man fra tid til anden har rundvisninger for folkeskoleklasser, så de kan bliver interesserede i branchen.
Og det virker – i dag er 70 procent af de ansatte på det mekaniske værksted nogen, som N. Kjær Bilcentret selv har udlært – og modsat mange andre i branchen, mangler man ikke arbejdskraft.
Det tilskriver Hans-Christan Kjær også det lokale engagement, som N. Kjær Bilcentret satser på, og som blandt andet også kommer til udtryk ved at tage folkeskolepraktikanter.
“For os gør det en verden til forskel, at vi er lokalt funderet. Vi ansætter folk, der bor lokalt og vi udbetaler løn til folk, der bruger pengene på Fyn. Det handler om at investere i det område, vi er i. På den måde hænger det hele sammen for os,” siger han.
Kontakt

Nicky Bobak
Medlemschef
Rune Langhoff Sørensen
Public affairs- og kommunikationskonsulent
Lars Baun Vilhelmsen
Medlemskonsulent




