
Hvorfor indsamle ESG-data?
Sådan kan du bruge ESG-data til at udvikle din forretning.
Din forretning skal indsamle ESG-data fordi :
- ESG-rapportering er et EU-lovkrav for meget store virksomheder og for finanssektoren. Selvom det ikke er et lovkrav for din forretning, kan banker, forsikringsselskaber og store virksomheder, som du er underleverandør til, bede om visse ESG-data. Det er smart at have dem samlet.
- Din ESG-datasamling bliver et redskab på linje med dit årsregnskab. Det er både en afrapportering og et potentielt forretningsudviklingsredskab.
- Dine ESG-data kan også bruges som et kommunikationsværktøj, der let og overskueligt kan forklare, hvad status er for din forretnings påvirkning af miljø, sociale forhold og ledelse – og hvordan din forretning eventuelt arbejder med bæredygtighed.
- Din forretnings ESG-data er et par nye briller: Når du får målt din bæredygtighed, bliver det lettere at sætte mål, der forbedrer den.

Sådan kan du bruge ESG-data
- Dialog med bank og forsikring
- Dine ESG-data (eller rapport) kan blive et rigtig godt redskab, når du skal holde møde med banken. Det hjælper din bankrådgiver til at kunne forstå din forretning og se dens udviklingspotentiale, når du f.eks vil bede om et lån. Banker og forsikringsselskaber skal allerede i dag spørge om ESG-data, og det gælder også, selvom din forretning ikke er stor.
- Dialog med din bestyrelse
- Med overskuelige data om din forretnings bæredygtighed, får du og bestyrelsen et godt overblik over forretningen. Det kan gøre det lettere at tale om, hvor I skal hen.
- Skab forandring i din forretning
- Med ESG-data ved hånden, bliver det lettere at overskue, hvor din forretning f.eks bruger for mange penge på strøm – fordi du kan sammenligne dig med andre. Du kan også bruge data til at øge bevidstheden om bæredygtighed hos dine medarbejdere.
Sådan må du bruge ESG-data
Når du har indsamlet dine data og eventuelt lavet din ESG-bæredygtighedsrapport vil du sikkert gerne bruge den til så meget som muligt, og mange vil gerne fortælle om deres data på sociale medier og på hjemmesiden. Det giver god mening, men der er et par faldgruber, du skal være meget opmærksom på.
Markedsføringsloven sætter rammer for, hvordan du må kommunikere om din rapport. Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at det at have data eller lave en rapport om din forretnings bæredygtighed ikke i sig selv gør hverken til at fra. Det er blot oplysning om, hvad status er. Det må du gerne kommunikere om, men du må ikke fremhæve det som noget særligt. Du skal også være opmærksom på, at autobranchen per definition er sort. Derfor må du aldrig kommunikere, at din forretning er bæredygtig. Du må dog gerne kommunikere om, at I arbejder med bæredygtighed. Hvis det altså er sandt.
Læs mere om at undgå greenwashing her.
Hvis du vil kommunikere om bæredygtighed, skal du:
- Kunne dokumentere, at I arbejder med det. Der skal være en plan, planen skal følges, og I skal kunne dokumentere fremskridt.
- Vær opmærksom på, hvordan I bruger farver. Lad være med at bruge farven grøn. Det signalerer miljøvenlighed, og da autobranchen ikke er miljøvenlig, vil I kunne anklages for greenwashing, hvis I bruger den grønne farve. Det samme gælder brug af f.eks billeder af blomster, træer eller andet, der signalerer natur.
- Aldrig kommunikere om noget, hvor din forretning bare opfylder et lovkrav eller følger standarden.
- Hvis du vil bruge “impact report” mærket på din hjemmeside eller sociale medier, skal det bruges neutralt som en information: I har lavet en ESG-rapport, og den kan man finde ved at klikke på mærket. Det må ikke fremhæves som noget særligt.

Kom i gang med din ESG-rapport
Læs mere om ESG-løsningen og find svar på de mest almindelige spørgsmål i vores FAQ.