Bilforhandlere

Forsikringsselskaber i shitstorm bekræfter problematisk grådighed

Nej, det er ikke i orden at hæve bilforsikringer med op til 80 pct. Og det er slet ikke i orden, når man ikke vil forsvare prisstigningerne offentligt.
Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. Direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Jyllands-Posten 28. marts 2025.

For nylig er en stribe forsikringsselskaber endt i stormvejr på grund af helt ublu prisstigninger på deres kunders bilforsikringer. En kunde, som er trådt frem i medierne, kan se frem til en prisstigning på 80 pct. på forsikringen af sin Renault Clio fra 2001.  

Andre bilejere, der også har fortalt om deres dårlige oplevelser med deres forsikringsselskab, har set prisstigninger på 20-40 pct., mens andre ligger endnu højere, skriver TV 2. 

Det er for at sige det mildt ganske aggressivt. Ja, det er decideret problematisk. 

Særligt fordi forklaringerne fra forsikringsselskaberne samtidig blafrer i vinden. Fra Topdanmark lød det i et kundebrev noget i retningen af, at prisstigningerne sker, så de fortsat kan gøre en forskel. Det er simpelthen for dovent. 

Fra landets største forsikringsselskab, Tryg, har man slet ikke villet stille op og forsvare prisstigningerne, hvilket i sig selv er hovedrystende, men generelt har forklaringen lydt, at udgifterne til bilskader stiger. 

Selvom statistik fra forsikringsselskabernes egen brancheorganisation, Forsikring & Pension, viser, at gennemsnitsskaden er blevet billigere at lave over de sidste mange år. Den gennemsnitlige skadespris på kaskoskader på biler er således faldet fra omkring 9.500 kr. i 2011 til omkring 7.700 kr. i 2023, så der er ingen tvivl om, at selskaberne faktisk har en pointe. 

Elbilernes indtog giver nye og større skader, antallet af skader er generelt stigende, og reservedelene stiger i pris. De forklaringsmønstre mister bare lidt af pusten, når man ser prisstigninger på op til 80 pct. og samtidig ser på, hvor god forretning forsikringsselskaberne er. Eksempelvis lavede Tryg et overskud på 7 mia. kr. sidste år. En fordobling på tre år. 

Så er det altså svært at have forståelse for eller endda ondt af forsikringsselskaberne, for det er ikke og bliver næppe heller en menneskeret at have et overskud på 7 mia. kr. årligt. 

Fra min stol, hvor jeg er administrerende direktør i AutoBranchen Danmark, der organiserer bilforhandlere, autoværksteder og autolakerere, ved jeg samtidig, at det langtfra er her, forsikringsselskabernes penge ender – selvom det netop er selskabernes forsvar. Tværtimod er der mange i skadesbranchen, der ikke har fået hævet deres timepriser i årevis og i øvrigt skal levere masser af ydelser til forsikringsselskaberne – f.eks. lånebiler til deres kunder – som de ikke får en rød reje for. 

Så de store prisstigninger, vi har set beskrevet, er mere end noget andet udtryk for grådighed fra forsikringsselskabernes side. Det er ikke kønt. 

Forsikringsselskaberne er imidlertid ikke alene. Priserne på det meste stiger i disse år. Uanset om det så er yoghurt, mælk eller fløde i supermarkedet, internetopkoblingen derhjemme eller abonnementet på et alarmsystem, der for længst er installeret. Priserne kender kun en vej, og det er op. 

Nogle prisstigninger giver mening, ingen tvivl om det. Lønningerne er steget mange steder, det samme er råvarer og alt muligt andet. 

Men jeg oplever alligevel, at nogle aktører skruer på prisen, udover hvad der kan forsvares. Og det skyldes slet og ret en problematisk grådighed, som lige nu vinder frem. 

Hvor man ikke kan få nok. Hvor man altid vil have mere. Hvor går den, så går den. Hvor den stærke tryner den svage. Det er som taget ud af Donald Trumps playbook. Den slags bør erhvervslivet holde sig for god til. 

Selvfølgelig skal man kunne have en ordentlig forretning – og også tjene penge på den. Men man skal også kunne se sig selv og ikke mindst sine kunder og sine samarbejdspartnere i øjnene. Og det er her, det kniber. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør