Bilforhandlere

Forstå EU’s nye plan for bilindustrien

På flere nøgleområder vil Europa-Kommissionen nu styrke europæisk bilindustri. Vi skal stå stærkere på batterier og selvkørende teknologi. Ændringer på CO2-krav kan få konsekvenser herhjemme.

For at styrke europæisk bilindustri har Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sidste uge præsenteret en stor action plan på bilområdet

”Det er ingen hemmelighed, at europæisk bilindustri lige nu er presset fra flere sider. Vi er kommet bagud i udviklingsræset, salget i Kina er styrtdykket, og nu tromler amerikanerne på med toldsatser,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg og fortsætter: 

”Derfor er jeg også virkelig glad for, at EU-Kommissionen nu vil give en tiltrængt håndsrækning til bilsektoren, som er helt central af flere grunde – bl.a. så vi i svære tider kan sikre vores egen mobilitet.”  

Styrker strategiske områder 

Nogle af de strategisk vigtige områder, Kommissionen vil styrke, er batteriområdet og området for selvkørende biler. Ligeledes laver man vigtige ændringer på området for CO2-krav. 

Samlet skal pakken sikre større europæisk uafhængighed og konkurrencedygtighed på bilområdet og et fortsat fokus på omstilling mod elbiler – uden at kvæle bilproducenterne i processen.  

På batteriområdet skal der ydes direkte støtte til europæiske batteriproducenter for at sikre uafhængighed fra bl.a. Kina, der producerer størstedelen af verdens batterier. I alt afsættes der 1,8 milliarder euro til indsatsen, som også skal sikre, at europæiske batterier kan produceres til så lave priser, at en færdig elbil vil være prismæssigt attraktiv. 

Genanvendelse af batterier vil også blive tænkt ind. 

Flere selvkørende biler på gaden 

Selvkørende biler er et andet strategisk vigtigt område, som efter planen skal styrkes. På længere sigt kan den indsats få et stort afkast ved at afhjælpe trængselsproblemer og frigøre transporttid til andre formål. 

Derfor vil EU etablere en industrialliance, hvor virksomheder kan samarbejde om udvikling af software, chips og teknologi til selvkørende biler. 

Samtidig vil man forenkle test- og godkendelsesregler samt støtte store pilotprojekter, der kan få autonome køretøjer hurtigere ud på vejene. Reglerne ønskes også ensrettet på tværs af lande. 

Ændrede CO2-krav kan påvirke herhjemme 

Og så planlægger man et par ændringer, der bliver interessante at følge med i for de efterhånden mange forhandlere, der importerer brugte elbiler. 

EU-Kommissionen vil nemlig bløde lidt op for CO2-kravene til bilproducenter. Man fastholder målene, men i stedet for at opgøre udledning hvert år, kigger man nu på det i et treårigt perspektiv. Det vil sige, at man ikke risikerer bøder, hvis man har et dårligt første år, for man kan indhente det i år tre. Det betyder bl.a., at VW kan nå at få sine prisbillige planlagte ID.1 og ID.2-modeller på gaden, som JP, skriver om her

”Det er et ret smart greb at bløde lidt op her. Både fordi det køber de hårdt pressede europæiske bilfabrikker lidt tid. Men også fordi det mindsker behovet for at købe CO2-kvoter fra store elbilsproducenter som Tesla og de kinesiske mærker, hvilket bare stiller dem endnu stærkere,” siger Gitte Seeberg. 

”Herhjemme har vi dog nydt godt af, at bilproducenterne pinedød skulle have elbiler på gaden for at undgå bøder, selvom de var svære at sælge sydpå. Så hvis presset letter lidt, kan det få betydning for, udbud og priser herhjemme,” siger hun. 

Vil lave støtteordning til leasing 

På samme tid vil Kommissionen også gøre en større indsats for at øge efterspørgslen på elbiler i Europa. Her er det især to greb, man vil anvende. 

På forbrugersiden introducerer man et begreb, de kalder ”social leasing”. Det bliver en form for støtteordning til leasing af nye og brugte elbiler for folk, der ellers ikke ville have råd til at lave skiftet. 

På erhvervssiden vil man gøre det mere attraktivt for flådeselskaber at vælge elbiler. Flådeselskaber sidder på 60 procent af bilmarkedet i EU, oplyser Kommissionen. 

Kommissionen vil også lave en fond, der skal hjælpe med at omstille bilindustriens medarbejdere til de ændrede vilkår i branchen.  

Indtil videre er der tale om forslag, som skal igennem en godkendelsesproces, før de træder i kraft. AutoBranchen Danmark følger udviklingen i europæisk bilindustri tæt. 

Kilde: Europa-kommissionen, marts 2025

 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør