Vi skal ikke mange år tilbage, før optaget til skadesbranchens uddannelser lod en del tilbage at ønske. Men i de seneste par år er udviklingen vendt – og langt flere unge udviser interesse for branchen og søger ind på uddannelserne.
Den tendens fortsætter i år, hvor optaget på autolakereruddannelsen, som kun udbydes på College360 i Silkeborg, ligger på et stabilt højt niveau.
I år er der etableret hele tre hold og ansat en ekstra lærer for at undervise de 58 elever, der er startet i august, oplyser College360.
Ud af de 58 nye elever er hele 34 kvinder, der således igen i år udgør et godt stykke over halvdelen af de studerende, ligesom det også var tilfældet sidste år.
På karrosseritekniker-uddannelsen er der på College360 startet 22 studerende i august. Det er næsten 30 procent flere end sidste år. Her er kvinderne dog fortsat i markant undertal, selvom antallet er stigende. Hvor der sidste år startede kun én kvinde, er der i år startet tre kvinder.
Mange har sikret læreplads allerede
Ser man på antallet af elever, der har styr på lærepladsen ved studiestart, er det tal også ganske højt.
Hvor det er 12 ud af 58 på autolakereruddannelsen, der allerede havde en læreplads, når de startede på uddannelsen, er tallet endnu højere for karrosseriteknikerne. Her er det 17 ud af 22, der har sikret sig en læreplads, inden de startede på College360.
Hvis man godt kunne tænke sig en lærling – uanset om det er autolakerer eller karrosseritekniker – gælder det om at kontakte College360s lærepladskonsulent Brian Hovmand på telefon 21559155 eller bho@college360.dk.
Tidligere har vi her på eftermarked.dk beskrevet, hvordan autolakereruddannelsens store succes har betydet, at antallet af elever, der må i skolepraktik i stedet for at få en læreplads, har været stigende.
“Vi kan kun opfordre til, at man rundt omkring i branchen bliver endnu bedre til at tage lærlinge,” siger Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
“Vi glæder os over den store interesse, som skadesbranchen har fra de unge i disse år, men hvis vi skal fastholde momentum, skal vi som branche også bidrage selv og hjælpe dem til at få den bedst mulige uddannelse,” siger han.
Selvom kvinderne i flere år har været i overtal på autolakereruddannelsen, er kvinder dog stadig i markant undertal i autobranchen generelt og i skadesbranchen specifikt. Det kan du læse mere om her: https://autobranchendanmark.dk/ligestillingen-snegler-sig-frem-paa-naer-i-skadesbranchen/
Kontakt





