Allan Meiniche, der fra 1993 til 2004 var bestyrelsesformand for D·A·F – forløberen til AutoBranchen Danmark – er blevet kaldt mange ting:
På Christiansborg var han sammen med tidligere D·A·F-direktør Preben Kjær kendt som autobranchens tæskehold, når de kæmpede for afskaffelsen af registreringsafgiften.
Den daværende skatteminister Karsten Koch præsenterede ham som sin besøgsven, når de gik rundt på gangene på Christiansborg.
Og i medierne blev han også omtalt som autobranchens gentleman.
Kært barn har mange navne, siger man jo – og hans karriere i branchen har da også haft mange facetter.
Når nu AutoBranchen Danmark i år fejrer 90 års-jubilæum, har vi sat ham stævne i den forretning, hvor det hele startede.
I dag har hans søn overtaget bilhuset Meiniche i Holstebro, der forhandler BMW og de kinesiske mærker Omodo og Jaecoo.
Men det var langt fra givet, at Allan Meiniche skulle bruge over 50 år af sit liv i autobranchen. Han blev embedsmand i 1958 efter etatsuddannelsens 1. og 2. del og ansat i Post- og Telegrafvæsenet under Trafikministeriet, hvor han bl.a. var ansvarlig for oprettelsen af Postens Kundetjeneste og indførelsen af husbrevkassesystemet i Danmark med krav om en postkasse ved hver husstand, som vi kender det i dag.
Inden da havde han også aftjent sin værnepligt og gjort rådighedstjeneste som premierløjtnant af reserven og kommandant på Kastellet i København.
For rekrutlønnen købte han sin første bil – og da han i 1972 blev tilbudt en stilling som bilsælger hos Mercedes-forhandleren i Holstebro, som han havde handlet bil med flere gange, åbnede vejen ind i branchen sig.
”Min omgangskreds mente, jeg var rablende skør, men den kulturbærende by i det vestjyske tiltrak hele familien, så sådan blev det,” fortæller han i dag.
Familien forlod hovedstaden og efter 4 år med Mercedes købte Allan Meiniche sammen med en kompagnon en lidet kendt Fiat-forhandling. Og det skulle vise sig at være en god idé.
Den 20. august 1976 – for ret præcist 50 år siden – slog de dørene op for det nye eventyr og allerede to år efter, kårede Fiat dem som Europas bedste Fiat-forhandler med et nybilsalg på 600 biler (mest Fiat 127 – solgt til 25.000 kroner stykket).
En embedsmand kunne altså godt finde ud af at sælge biler, viste det sig.
Siden kom Opel til i 1980erne og Allan Meiniche blev formand for forhandlerforeningen og kom i Danmarks Automobilforhandler Forenings bestyrelse, ligesom mærkerne Seat og Saab kom til.
I 1993 skiftede D·A·F både direktør og bestyrelsesformand, og mens Preben Kjær blev direktør, var det Allan Meiniche, der blev formand.
“Jeg var ikke en stor forhandler, men en mellemstor forhandler, og det var lidt af et signal i sig selv,” siger han.
“De snobbede for meget i det gamle D·A·F, syntes jeg. Så jeg var lidt af en rebel, der ville lave om på den ophøjede og indelukkede stil,” fortæller han i dag.
Og der var parløbet med Preben Kjær ideelt. Meiniche var arbejdende bestyrelsesformand, og det var et tæt og konstruktivt samarbejde med masser af energi.
Og de formåede da også at få opmærksomhed om sagen:
Da Storebæltsbroen åbnede, stod D·A·F bag et optog af veteranbiler, der kørte over broen som de første. Og der blev lejet et lille DC3-fly, så man også kunne følge med fra luften.
Eller da James Bond-skuespiller Roger Moore og prinsesse Alexandra blev inviteret med til en biludsstilling (Volvo havde sagt nej til at udstille biler, men det fortrød man, da Roger Moore efterspurgte netop en Volvo, griner Meiniche).
Til en anden bilmesse gik man til kamp mod registreringsafgiften med et stort afgiftsur. Hver gang viseren var nået hele uretskiven rundt, havde staten tjent to millioner kroner på afgiften. Det vakte opsigt.
Så de formåede også at skabe resultater:
Da bilsalget var gået i stå i 1990erne, fik man indført skrotningspræmien.
“I skal gå fra pisk til gulerod, sagde vi til politikerne. Det reagerer danskerne på. Og det blev da også en kanonsucces og bilsalget steg med 50 procent,” fortæller Allan Meiniche.
Og selvtilliden hos Preben Kjær og Allan Meinche var da også derefter.
“Det er godt med jer. I kommer bare for at tjene penge, sagde politikerne, når vi kom med vores ideer. Det bekræftede vi selvfølgelig,” fortæller Meiniche grinende i dag og nævner indførelsen af periodisk syn som en anden politisk sejr.
Det var dog ikke altid, det gik som det skulle.
På et tidspunkt gik man sammen med bilimportørerne og FDM med et forslag om at afskaffe registreringsafgiften over en 10-årig periode og erstatte den med ejerafgifter.
“Vi blev budt på både chokolade og røgtobak, men beskeden var, at vi bare skulle betale,” fortæller Meiniche i dag. Politikerne droppede ikke registreringsafgiften, men tog til gengæld ejerafgiften til sig.
På samme måde gik det, da man forsøgte at bremse firmabilsbeskatningen.
Det var dog ikke kun i den politiske verden, Meiniche og Preben Kjær satte dagsordenen.
De ville forbedre branchens ry. Fik lavet kvalitetskonceptet, der satte standarder for branchen. Fik udviklet branchens uddannelser. Fik grundlagt Auto IT. Fik lavet obligatorisk værkstedskontrol. Og var med til at starte CECRA, der skulle blive autobranchens europæiske organisation som erstatning for IOMTR.
“Branchen var kendt for snyd og bedrag, men vi ville give den et bedre rygte,” fortæller Allan Meiniche. Det var dog ikke altid lige let.
“Vi fik både øretæver og trusselbreve undervejs. Fra branchen selv,” siger han.
Dansk Industri gik også på jagt efter D·A·F’s medlemmer, men blev afvist – hvilket førte til dannelse af DI Bilbranchen og efterfølgende år med heftig konkurrence. Derudover var kampen med importørerne også hård dengang.
“Hvis I kommer for at få højere avancer, kan I godt gå igen, sagde de til os. Men de pinte jo forhandlerne,” husker Allan Meiniche, der i dagspressen stillede op til billeder med importørernes formand. Her stod de som i en drabelig duel ryg mod ryg og med hænderne som en pistol over hovedet. Så var scenen ligesom sat.
“Men vi kom da levende fra det,” smiler han.
Allerede dengang så man konturerne af det landskab, mange forhandlere navigerer i i dag. I midten af 1990erne havde D·A·F inviteret Fords præsident Alex Trotmann for at holde oplæg. Han blev spurgt, hvor mange Ford-forhandlere, der ville være i Danmark i fremtiden.
“Én rækker for mig. I er jo på størrelse med Hamborg, svarede han. Det var et forvarsel, for se hvor vi er i dag.” siger Allan Meiniche.
Da Meiniche selv blev tilbudt at blive BMW-forhandler, trak han sig som formand. Han blev i 2004 Ridder af Dannebrog for sin indsats i D·A·F, og har siden færdiggjort sit generationsskifte med sin søn Jesper.
Da han stoppede som formand besluttede han sig også for, at han ikke ville blande sig i branchen, når nye kræfter tog over i bestyrelsen.
“Jeg ville ikke være en sur gammel rad, der bliver endnu klogere, når man ikke selv bærer ansvaret,” griner han.
Men én ting vil han sige:
“AutoBranchen Danmark er i dag vigtigere end nogensinde. Dem, der er ude efter én, tænker lidt mere over det, når de ved, at man har AutoBranchen Danmark i ryggen. Og så har det jo også stor værdi, at man i hverdagen har nogen, man kan henvende sig til.”
“Og det kræver jo, at vi i branchen bliver ved med at bakke op. Det er en helt afgørende faktor for koordineringen af den samlede branches interesser og vilkår – og med den nuværende direktør og hendes topprofessionelle stab, er jeg helt rolig for branchens fremtid,” siger han.
Denne artikel er fra den nyeste udgave af AutoBranchen Danmarks medlemsmagasin, der har fokus på AutoBranchen Danmarks 90-års jubilæum. Du kan læse hele magasinet her.
Kontakt





