Forretningsudvikling

Her skal du tjene pengene i fremtiden

Den nye udgave af Magasinet AutoBranchen Danmark sætter fokus på fremtidens bilhus, og hvor indtægterne kan komme fra i fremtiden. Det er også fokus for årsdagen den 28. september i Brande. 

Magasinet AutoBranchen Danmark udkommer i denne uge, hvor det sendes rundt til de cirka 1200 medlemmer af AutoBranchen Danmark. 

I dette nummer er temaet fremtidens bilhus og flere artikler handler således om, hvordan man bedst muligt ruster sig til fremtiden, og sikrer at forretningen også kører godt om nogle år.  

Det er samtidig temaet for årsdagen i AutoBranchen Danmark, der finder sted i Remisen i Brande d. 28. september. (Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du gøre det her: https://autobranchendanmark.dk/event/autobranchen-danmarks-aarsdag-2023/) 

I en af artiklerne i magasinet kan du møde Terje Jochumsen fra Gumpen Gruppen, der er en af Norges store bilforhandlere. Han holder også oplæg på årsdagen i Brande og deler nogle af sine erfaringer med, hvordan man sikrer indtjeningen på eftermarkedet, når elbilerne gør deres indtog, sådan som man har oplevet det i Norge i snart lang tid.  

På samme måde giver Alex Aunsbjerg fra bilhuset Aunsbjerg sit bud på, hvordan man sikrer, at man er omstillingsparat, når nye spillere vinder markedsandele i bilsalget, mens Jesper Brix fra Pedersen & Nielsen deler sine overvejelser om at få lavet klimaregnskaber for at leve op til nye lovkrav.  

I magasinet kan du også læse om vanvidsbilisme, om hvordan flere kvinder kommer ind i autobranchen, og hvordan det går med trivslen, ligesom du kan få overblikket over de nyeste fordelsaftaler, som du har adgang til som medlem af AutoBranchen Danmark.  

Endelig kan du også læse om AutoBranchen Danmarks indsats for at sikre bedre vilkår til værksteder og autolakerere og den diskussion, der har været af skadesbranchens fremtid siden årets begyndelse.  

Du kan læse Magasinet AutoBranchen Danmark her.

God læselyst. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent