I disse dage er verden vidne til, at en selvstændig europæisk nation er under angreb. Der er igen krig på europæisk jord, hvilket mange ikke ville have troet kunne ske. Ukraines fremtid og vores frihed er på spil i Europa i disse dage. Situationen er ubærlig. For den enkelte ukrainer, for deres familier, venner og landsmænd. Tusindvis er sendt på flugt. Det påvirker naturligvis først og fremmest alle dem, der har måttet forlade deres hus og hjem, og som lever i frygt for bomberne nu. Fremtiden er uvis og utryg. De mennesker har brug for vores hjælp.
Rigtig mange danskere er også dybt berørte over situationen. Det har man kunnet se ved demonstrationer rundt omkring i landet, hvor ukrainere, danskere og europæere har stået sammen om at demonstrere mod Putins fejhed. Mange danskere har ukrainske kollegaer, venner, familie, bekendte og naboer. Mange ukrainere har job på danske arbejdspladser, blandt andet i bilforretninger, på værksteder og som underleverandører til branchen.
Jon Slot Hansen er bestyrelsesmedlem i AutoBranchen Danmark, medejer af Kraft Biler og medindehaver af Apollo Fitness i Vejle, sidstnævnte driver han sammen med Anja Nielsen. Hos Kraft Biler har de to ukrainske samarbejdspartnere, Micha og Marina, som kommer fra et af de områder, hvor der lige nu bombes. Deres familier har søgt ly i en parkeringskælder. Derfor har Jon og Anja sammen med Micha og Marina taget initiativ til at lave en indsamling. De vil sende en varebil til Ukraine mindst én gang om ugen med varer. Alt lige fra sæbe, tandpasta, varmt tøj til førstehjælpskasser, bleer og powerbanks kan bruges. Der er lavet en video med en liste over ting, der er brug for her på Facebook.
”Det er frygteligt at vide, at ens familie står midt i krigen. Vi vil rigtig gerne gøre noget for at hjælpe i den svære situation. Det håber vi også, at andre vil. Anja og jeg stiller vores lokaler til rådighed for indsamlingen i Vejle”, siger Jon Slot Hansen.
Alle der vil donere kan henvende sig hos Apollo Fitness med deres donation.
Også AutoBranchen Danmark støtter op om ukrainerne med en donation til Røde Kors. ”Det er en forfærdelig situation, ukrainerne lige nu står i. Civile er drevet på flugt, fordi deres land er under voldsomme angreb. De har brug for vores hjælp. Vi har derfor valgt at give en donation til Røde Kors, som et bidrag til den kæmpestore opgave, de står over for med at hjælpe de mange mennesker på flugt”, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.