Elbiler

Husk de nye arbejdsopgaver på karrosseriværkstedet

Salget af hybridbiler er steget markant i 2018. Vi ved også, at politikerne går med tanker om at booste salget af elbiler i Danmark i nær fremtid. Det betyder, at nye opgaver trænger sig på hos værkstederne.

”Det betyder, at man på værkstederne bør tage et grundigt kig på sig selv og vurdere, om man er rustet til de nye opgaver, der følger med reparationer på særligt elbiler og hybridbiler”, siger Finn Larsen, der er teknisk konsulent i AutoBranchen Danmark.

Finn Larsen minder også om, at i forbindelse med karrosseriskader er det mere og mere almindeligt, at reparatøren skal kontrollere køretøjets elektriskesystemer for at sikre, at alt er som før skaden skete.

”Denne kontrol er det vigtigt at karrosserismeden kan udføre, for ellers kan reparationstiden blive unødigt forlænget på grund af  ventetid på mekanikerværkstedet.  Og nye opgaver er der nok af, når vi taler karrosseri- og lakeringsopgaver”, siger han.

”Kan værkstedet overhovedet håndtere de nye opgaver, som følger med elbiler og hybridbiler, og hvad skal der til af værkstedsudstyr for, at alle er sikre i fremtiden.”

På værkstederne bør man ifølge konsulenten, virkelig stille sig selv en række spørgsmål om sikkerhed ved arbejdet med el og hybrid. Og desuden grundigt vurdere, om man er klar til at håndtere de mange forskellige typer af sikkerhedskomponenter, som sidder i bilerne.

”Kommer man i tvivl, når man stiller sig selv disse spørgsmål, er der virkelig grund til at arbejde frem mod investeringer og efteruddannelse”, siger Finn Larsen.

AutoBranchen Danmark og EUC Nord er i dialog om at skabe en grunduddannelse til håndtering af el- og hybridbiler.