Uddannelse

Hvorfor betaler det sig at give lærlinge en chance?  

Nyt initiativ skal sikre flere lærepladser i autobranchen – og sikre at både lærlinge og virksomheder får noget godt ud af det.

College 360 er gået sammen med Autobranchens Podcast for at sikre, at flere unge får en god start på deres karriere i autobranchen.  

Det sker i initiativet “Mission Læreplads”, hvor der i podcastepisoder og gennem videomateriale sættes fokus på de gode eksempler, når det kommer til lærepladser til de unge under uddannelse.  

Det sker i en serie af udsendelser, der blandt andet kan ses på YouTube og skolens hjemmeside, hvor de første episoder allerede ligger klar.  

”Selvom det går rigtig godt med at få størstedelen af autobranchens lærlinge i aftaler, er der stadig en gruppe, der falder fra eller ender i skoleoplæring, fordi de ikke finder en læreplads,” siger Daniel Krarup Jørgensen, uddannelsesleder for Auto på College360 i en pressemeddelelse. 

“Det er en udfordring, vi ønsker at forstå bedre og arbejde aktivt på at løse. Samtidig ved vi, at mange virksomheder i branchen efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Med dette projekt vil vi skabe en platform, hvor vi kan lære af de bedste tiltag og sammen finde veje til at styrke samarbejdet mellem skoler og værksteder,” siger han. 

Konkret vil værten på Autobranchens Podcast, Claus Larsen, sammen med College 360’s uddannelseskonsulent Brian Hovmand gennem serien besøge en række værksteder over hele landet og finde de løsninger, der virker og dele de mange gode erfaringer, der allerede er med at tage lærlinge.  

Vil sprede gode idéer

”Det her handler ikke om at pege fingre eller fortælle, hvad der skal gøres. Det handler om at være nysgerrige og lære af hinanden. Vi vil give plads til de gode idéer, der allerede fungerer ude i branchen, og dele dem bredt, så endnu flere kan få gavn af dem,” siger Daniel Krarup Jørgensen og fortsætter: 

”Hvis vi kan inspirere bare en håndfuld virksomheder til at tage en lærling mere ind eller finde nye metoder til at understøtte deres lærlinge, så er vi allerede nået langt. Det her er første skridt på vejen til en bedre fremtid for både de unge og for branchen,” siger Daniel Krarup Jørgensen. 

Og det er noget, der i den grad er velkomment, siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.  

“Som de fleste ved, er der stor mangel på arbejdskraft mange steder i branchen. Samtidig er det ikke alle, der har overskud til at tage en lærling og hjælpe fremtidens arbejdskraft på vej. Det er ærgerligt. Og derfor er det meget positivt, at skolen – oveni de indsatser, der allerede gøres – gør noget ekstra for, at flere lærlinge kommer ud i branchen, og for at både lærling, mester og virksomheder får en god oplevelse,” siger han. 

Første episode af Mission Læreplads handler blandt andet om, hvorfor det betaler sig at give unge en chance som lærlinge, ligesom der er fokus på den nervøsitet, der kan være hos både lærling og mester, når man starter noget nyt.  

Du kan se den første episode på YouTube her: https://youtu.be/VBIJJiNt0PI?si=xI79Fpdxl5FPW8Ed 

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef