Da Rusland invaderede Ukraine d. 24. februar i fjor, skete det efter flere års chipmangel forårsaget af den verdensomspændende coronapandemi. Dermed forlængede invasionen også de produktionsproblemer, som allerede eksisterede i autobranchen, mens efterspørgslen og priser på råstoffer steg og manglen på reservedele betød længere produktionstid på biler.
Mange bilfabrikker lukkede i kortere perioder, energipriserne steg og forbrugertilliden styrtdykkede, hvilket satte sig i bilsalget.
Herhjemme og i resten af Europa er året dog startet med positive salgstal for nye biler, men så sent som i denne uge viste manglen på mikrochips igen, at det kan påvirke bilproduktionen. Således betød chipmangel, at der blev produceret 35.000 færre biler end planlagt. Heraf blev der produceret 4.400 færre på europæiske bilfabrikker, skriver Autonews.
Samtidig har de øgede produktionspriser betydet, at nogle bilmærker har hævet priserne, herunder Volkswagen, der i denne uge hævede priserne med i gennemsnit 4,4 procent på grund af øgede udgifter til råstoffer, energi og udstyr.
Stadig et stykke op til niveau før pandemien
Det europæiske nyvognssalg steg dog stadig med 11 procent i sidste måned og salgstallene er gået op i de sidste seks måneder. Samlet set ventes der i år et salg på knap 11 millioner biler i Europa, hvilket dog stadig er noget under niveauet fra før pandemien, idet der blev solgt over 14 millioner biler i 2019.
Et tre års nedgang i det europæiske nyvognssalg forventer finansmediet Bloomberg samlet set, at salget kan stige med mellem 5 og 10 procent i år.
Meget er dog endnu usikkert, men forbrugertilliden er på vej op mange steder, selvom udsigten til en økonomisk krise ikke er drevet over.
Seeberg: Producenter søger større kontrol
Produktionen af dele i Ukraine er ifølge Autonews.com også vendt tilbage i det vestlige Ukraine, der er langt fra fronten i øst. Både Ukraines leverancer af råstoffer og dele betød sidste år, at flere bilfabrikker i Europa måtte indstille produktionen midlertidigt. Og selvom produktionen flere steder er vendt tilbage, har såvel krig som pandemi betydet, at flere bilproducenter ændrer i deres forsyningskæder, så de er mindre sårbare overfor flaskehalse og udeblevne leverancer. Det betyder investeringer i nye fabrikker tættere på bilproduktionen.
“Det er noget vi ser i den globale økonomi generelt, men det er gør sig også gældende i autobranchen og bilproduktionen. Man vil som producent have større kontrol med sine forsyningskæder, og det er med til at ændre branchens produktion fundamentalt. Det skyldes dels coronapandemien, men det skyldes også krigen i Ukraine, som har sat fokus på nogle svagheder, man tidligere har overset eller ignoreret,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Samtidig har manglen på visse dele også betydet, at bilproduktionen er blevet simplere, eksempelvis producerer nogle mærker bilerne i færre farver og med færre forskelligheder.
Agentmodeller sat på pause
Krigen har også betydet, at i hvert fald nogle mærker har udskudt udrulning af agentmodeller som erstatning for traditionelle bilforhandlere.
“Vi har besluttet at fastholde vores forhandlernetværk,” har det lydt fra Renault Italiens CEO Raffaele Fusilli, der fastslog, at selskabet har nok at se til med elektrificering af biler, nye forsyningskæder og øgede udgifter. “Vi har ikke brug for endnu en stress-test,” sagde han ifølge Autonews.
Samtidig har sanktionerne mod Rusland betydet, at de vestlige bilmærker har mistet et ganske stort marked, som i stedet er ved at blive overtaget af kinesiske mærker, hvis markedsandele er steget fra 10 procent i starten af 2022 til over 30 procent i november. Bilsalget i Rusland lider dog som følge af krigen, hvor priserne er steget meget og mange i stedet køber brugte biler. Nyvognssalget i Rusland faldt sidste år med 59 procent og bilproduktionen er det laveste siden Sovjetunionens kollaps i 1991.
Samlet set er forandringerne til at tage at føle på:
“Pandemiens chok, flere års kaos forårsaget af forsyningsproblemer og en mulig recession i år kolliderer med en once-in-a-century omvæltning af hele industriens fundament fra fossilmotoren til el,” har det lydt fra analytikere.
I den mere kuriøse afdeling nævnes der også, at selve bilernes design har ladet sig påvirke af krigen i Ukraine og de omvæltninger, som branchen går igennem. Audis chefdesigner Marc Lichte har udtalt til Top Gear, at man ønsker et blødere, mere venligt og mindre aggressivt design af bilerne, hvilket han blandt andet forklarer med invasionen af Ukraines påvirkning på forbrugerne. Samtidig forklarede han, at elbilernes færre krav til bilernes indretning har givet nye muligheder for nytænkende design.