Bilforhandlere

Jurasupport hen over sommer har handlet om reklamationssager og vanvidskørsel

Selv om juli og august oftest bruges til at holde sommerferie for langt de fleste, er der stadig jura-emner, som skal løses hos AutoBranchen Danmarks juridiske afdeling. Denne sommer har henvendelserne især kredset om to emner: reklamationssager og vanvidskørsel, forklarer Naser Al-Zakta, jurist hos AutoBranchen Danmark.

“Reklamationssager fylder altid meget i vores afdeling, og det har det også gjort hen over sommermånederne i år. Oftest gennemgår vi sagerne sammen med forhandlere, der typisk går på, at en kunde er kommet tilbage med en mangel eller fejl på en bil. Vi hjælper så med at få afklaret, om forhandlere skal afhjælpe kunden eller om forhandlere ud fra sagsgennemgangen ikke skal”, siger Naser Al-Zakta.

Vanvidskørsel fylder meget

Gennem hele foråret og ind i sommeren er det gået op for flere og flere i autobranchen, hvor indgribende den nye lovgivning om vanvidskørsel kan være, og der er beslaglagt over 400 køretøjer. Den kan især ramme leasingfirmaer og øvrige bilfirmaer, som enten har leaset, lejet eller lånt køretøjer ud og på den måde risikere at ende i en sag om vanvidsbilisme.

“Her guider vi medlemmerne til de kontraktskabeloner, som findes på vores hjemmeside og som kan være med til at gardere dem en smule, hvis deres køretøj skulle blive brugt til vanvidskørsel. Politisk har der været meget stor opmærksomhed på at forhindre vanvidskørsel, og det berører selvfølgelig mange forhandlere”, forklarer Naser Al-Zakta.

Du kan læse mere om vanvidskørsel og AutoBranchen Danmarks holdninger til lovgivningen til vanvidskørsel her.

Manglende kompensation

Som både Børsen og Nordjyske har fortalt for nyligt, står en række bilforhandlere rundt om i landet med store udlæg for for meget betalt registreringsafgift på biler i forbindelse med overgangsordningen fra de nye til de gamle bilafgifter.

Efterfølgende har bilforhandlerne søgt kompensation hos Motorstyrelsen, hvis it-systemer dog ikke var klar til overgangen til de nye afgifter i december 2020.

Kort før sommerferien kontaktede AutoBranchen Danmark Skatteministeriet for en redegørelse, fordi de berørte bilforhandlere angiveligt ikke har overholdt deadlines for at søge om kompensation, fordi hele forløbet fra de gamle til de nye bilafgifter har været meget hektisk.

Lige nu følger AutoBranchen Danmarks juridiske afdeling sagen tæt og samler sager ind, hvor bilforhandlere mangler kompensation for adskillige millioner sammenlagt.

Kontakt

Juridisk hotline