Bilforhandlere

Justitsministeren slår fast: Uegnede dæk kan give bøde uden uheld 

Efter vinterens skiftende udmeldinger om, hvornår man kan risikere bøde for kørsel på uegnede dæk, har justitsministeren nu leveret et uddybende svar på, hvad der er op og ned.

Forvirringen om de nye regler for uegnede dæk i vinterføre har næsten været total denne vinter. 

Først trådte de nye regler i kraft sidste sommer. Så tolkede politikredsene dem forskelligt. Derefter gik Rigspolitiet på DR og sagde, at der skulle ske en konkret hændelse som et uheld, før man ville få en bøde. Og siden strammede Rigspolitiet igen linjen i et nyt interview med DR. 

Nu har justitsminister Peter Hummelgaard (S) så sendt et svar til Folketingets Transportudvalg, hvor Rigspolitiets senest udmeldte retningslinjer både bliver bekræftet og uddybet yderligere. 

Konklusionen er, at politiet vil holde øje med, at reglerne bliver overholdt ”både i forbindelse med konkrete hændelser, hvor der f.eks. er sket en ulykke, og i forbindelse med konkrete situationer, hvor åbenbart uegnede dæk udgør en risiko for færdselssikkerheden eller fremkommeligheden.” 

Svaret har justitsministeren indhentet hos Rigspolitiet, som har været i dialog med Færdselsstyrelsen om, hvordan dæk-reglerne skal håndhæves. 

Og på den baggrund er Rigspolitiet altså kommet frem til, at der ikke er et egentligt krav om, at der skal være indtrådt en konkret hændelse, før de kan håndhæve reglerne. 

Men reglerne er dog kun tiltænkt de tilfælde, hvor uegnede dæk udgør en risiko for færdselssikkerheden eller hindrer, at man kan komme frem i trafikken. 

Målrettet kontrol er ikke hensigten 

I svaret citeres også det oprindelige høringsnotat fra Transportministeriet, som forklarer, at målrettede kontroller ikke er hensigten med bestemmelsen – den er i stedet tiltænkt ”konkrete situationer, hvor kørsel med åbenbart uegnede dæk konkret udgør en risiko for færdselssikkerheden eller hindrer trafikkens fremkommelighed.” 

Det fremgår af svaret, at de enkelte politikredse er blevet orienteret om, hvordan reglerne fremadrettet skal håndteres. 

”Vi glæder os over, at der nu er kommet lidt mere klarhed over, hvordan de nye dæk-regler vil blive håndhævet. Samtidig håber vi, at det lunere forårsvejr holder, så afklaringen først bliver aktuel til næste vinter,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg. 

Hun understreger, at AutoBranchen Danmark fastholder de medlems-anbefalinger, vi hele tiden har meldt ud. Det vil sige, at vi fraråder at sende kunder ud i vinterføre på forkerte dæk. Det gælder også, når det kommer til udlevering af solgte biler.  

I det hele taget opfordrer vi til, at man informerer sine kunder grundigt, tidligt og gerne skriftligt om det, hvis en bil udleveres på en type dæk, der ikke egner sig til vinterføre.  

Du kan læse mere om vores anbefalinger i denne artikel

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver