Danskernes biler

Lave overskudsgrader afspejler pressede forhandlere

Tal fra Danmarks statistik, tyder på at importørerne fortsat presser forhandlerne.

Foto: Colourbox

Overskudsgraden hos landets bilforhandlere er lav, viser opgørelse fra Danmarks Statistik  

Det er velbeskrevet, hvordan mange forhandlere bliver presset af importørerne. Således var det også et tema på AutoBranchen Danmarks årsdag for nylig, hvor adm. direktør Gitte Seeberg i sin tale fastslog, at importørernes grådighed er et problem for branchen. 

Og overskudsgraden lader da også en hel del tilbage at ønske. Det viser nye beregninger fra Danmarks Statistik foretaget på foranledning af AutoBranchen Danmark. 

Det seneste tilgængelige år er 2023, og her er overskudsgraden for detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser opgjort til 4,09 i gennemsnit baseret på 1675 virksomheder.  

Det er et fald fra 2022, hvor overskudsgraden blev opgjort til 4,31 og et yderligere fald fra 2021, hvor overskudsgraden blev opgjort til 4,74.  

Det er dog højere end coronaåret 2020, hvor overskudsgraden var helt nede på 2,62.  

“Den sørgelige realitet er, at alt for mange forhandlere simpelthen ikke tjener ret mange penge på at sælge nye biler, og det tror jeg tallene afspejler,” siger Gitte Seeberg om de nye tal.  

“Samtidig har brugtvognssalget været udfordret af store prisnedsættelser, hvilket også er gået ud over avancerne – og dermed overskudsgraden,” siger hun videre. 

“Samlet set er der et behov for, at importørerne, der jo har tjent milliarder i overskud, finder en bedre forretningsmoral frem, og belønner forhandlerne mere rimeligt for det store arbejde, som de gør,” siger Gitte Seeberg.  

Ikke alle steder står det lige svært til

I andre dele af branchen er overskudsgraden heldigvis bedre. 

Overskudsgraden for autoreparationsværksteder er eksempelvis noget højere, og Danmarks Statistik har opgjort overskudsgraden for 4007 autoreparationsværksteder til i gennemsnit af være 9,43 i 2023. 

For karrosseriværksteder og autolakererier er overskudsgraden i 2023 blevet opgjort til 9,44 på baggrund af 421 virksomheder.  

Både for autoreparationsværkstederne og for karrosseriværksteder og autolakererier er der tale om beskedne stigninger i overskudsgraden i forhold til året før, men det er stadig langt fra tidligere års langt højere niveauer.  

Du kan læse mere om det her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør