Danskernes biler

Leasing falder en anelse i forhold til sidste år 

Niveauet for privatleasing ligger stadig tårnhøjt, men procentdelen er faldet lidt i forhold til året før. Langt flere vælger at privatlease benzinbiler i stedet for at købe dem.

Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.

I de seneste år har en stadigt større andel af danskerne valgt leasing fremfor køb, når de skulle finansiere privatbilen. Men i første halvår af 2025 er kurven knækket, viser tal fra bilstatistik.dk. 

I andet halvår af 2024 toppede andelen af leasing i de nyregistrerede privatbiler således foreløbigt med hele 40,7 procent. I det seneste halvår er andelen af leasing faldet tilbage til 37,4 procent, som svarer til niveauet for halvandet år siden. 

Men tallet ligger stadig markant højere end ved indgangen til 2022, hvor vi kunne se tilbage på et halvår, hvor leasing blot udgjorde 22,9 procent af nyregistrerede privatbiler. 

En medvirkende årsag til den kraftige stigning i antallet af private danskere, der vælger leasing, kan være den lave grad af sigtbarhed, der har været omkring fremtidig afskrivning på forskellige biltyper på grund af den hastige overgang til elektriske biler. 

Samtidig har vi set nogle kraftige værditab på elektriske biler, der stadig kan risikere kraftige værditab i årene fremover i takt med, at teknologien udvikler sig hastigt, og konkurrencen fra især Kina tager til. 

Benzinbiler populære på leasingkontrakt 

En sjov detalje på leasingmarkedet er dog, at dobbelt så mange danskere har valgt at privatlease en benzinbil, som der er danskere, der har valgt at købe en benzinbil. I alt 3.078 har privatleaset mod 1.412 private køb i første halvår af 2025. 

Til gengæld er der også en lavere andel, der leaser en elektrisk bil, set i forhold til privat ejerskab. Således vælger 77,3 procent elektrisk ved privatleasing, og 84,7 procent vælger elektrisk ved privat ejerskab.

Forskellene har formentlig sammenhæng med afgiftsstrukturen og den lave grad af binding ved privatleasing, som gør, at man ikke behøver spekulere på afsætningsmuligheder senere hen. 

Leasingbestanden stiger 

Ser vi på hele bestanden af leasingbiler i den danske bilpark, kørte der ved udgangen af juni 2025 rekordmange leasede biler rundt på de danske veje. I alt 234.604 leasede biler nåede vi op på, når vi ser samlet på erhvervs- og privatleasing. 

De 116.314 biler var erhvervsleasede og 118.290 biler privatleasede. I alt er det en stigning på 1,85 procent i forhold til sidste år, selvom der løbende forsvinder leasingbiler ud af bilparken igen. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver