AutoBranchen Danmark samlede den 29. april medlemmer fra leasingbranchen til branchedag hos Skoda i Roskilde til ny viden og netværk. Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark lagde ud med en politisk status, hvor hun blandt andet kom ind på regeringsforhandlingerne og deres betydning for de politiske sager, der præger leasingbranchen.
“Mere og mere tyder på, at der bliver tale om en regering til venstre for midten og det kan få direkte indvirkning på flere af de sager vi arbejder med i øjeblikket såsom bilafgifter og licensordning. Fx har vi arbejdet intensivt på at få Folketinget til at forstå konsekvenserne af licensordningen og at få fjernet de værste tidsler i den,” fortæller Gitte Seeberg.


Licensordning satte sindene i kog
Herefter gennemgik Abid Khan, advokat og juridisk chef i AutoBranchen Danmark, den licensordning for finansiel leasing som Folketinget var på nippet til at vedtage før Folketingsvalget. Det er AutoBranchen Danmarks forventning, at ordningen bliver til virkelighed efter et folketingsvalg.
Lovforslaget, der ikke nåede at blive vedtaget, stiller højere krav til compliance i leasingselskaber og kan begrænse nogle personer i at blive indehavere, direktører eller bestyrelsesmedlemmer i et leasingselskab. Gennemgangen af indholdet medførte tydelige frustrationer blandt deltagerne, hvor flere undrede sig over behovet, omfanget og den manglende koordinering med andre ændringer på området.


Økonomi, elbiler og subleasing
Kristian Skriver, seniorøkonom hos Dansk Erhverv, gav derefter en status på samfundsøkonomien og forbrugernes situation med stigende brændstofpriser. Budskabet var, at selvom dieselpriserne er steget, så er vi meget langt fra den situation, der udspillede sig i 2022 med voldsom inflation.
De seneste måneders uro i Mellemøsten har betydet, at forbrugertilliden har været faldende, og forbrugerne siger, at de er mere tilbageholdende. Men indtil videre har der ikke kunne spores større ændringer i forbrugernes faktiske forbrug.
Jacob Skjærris, Head of Automotive Tax & Projects hos ASG Digital, satte fokus på, hvad man skal være opmærksom på i indholdet af en leasingaftale, og hvordan leasingselskaber kan tjene penge på elbiler i et marked præget af prisbevægelser, afgiftsusikkerhed og restværdirisiko.
Dagen blev rundet af med et oplæg fra Britta Toft fra Santander Consumer Bank, hvor hun fortalte om mulighederne for subleasing gennem Santander. Her kom hun bl.a. ind på processen, og hvornår det kan være hensigtsmæssigt at vælge en subleasing.





Branchedagen sluttede med netværk og en let anretning, hvor deltagerne fik mulighed for at drøfte dagens oplæg og udviklingen i leasingbranchen.
Kontakt





