Bilforhandlere

Manglen på chip bliver mindre, men efterspørgslen på biler falder også

Rekordlav forbrugertillid betyder, at efterspørgslen på biler falder. Selvom ordrebøgerne stadig er fyldte på grund af leveringsproblemer, og chipmanglen er mindre presserende, er branchens udfordringer ikke overstået  

Efter salgstallene for årets syv første måneder er kommet, står det klart, at der skal et mindre mirakel til for, at 2022 bliver et godt salgsår for autobranchen.  

Både salget af nye og brugte biler er faldet i forhold til 2021 og årene før.  

“Det langsomme salg har som bekendt flere årsager, men handler primært om den økonomiske usikkerhed, og lav forbrugertillid affødt af krigen i Ukraine, samt manglen på biler, der er affødt af reservedelsmangel og manglen på mikrochip, der begyndte i forbindelse med coronapandemiens udbrud. Vi må konstatere, at autobranchen er ramt af en voldsom storm, som desværre nok ikke løjer helt af foreløbig,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

13 millioner færre biler

Det er indtil videre de europæiske bilproducenter, der har været hårdest ramt af manglen på chip, der har betydet, at der indtil videre er blevet produceret over én million færre biler end planlagt i 2022. På det seneste har chipmanglen dog også ramt USA og resten af Nordamerika hårdt, og også her er der nu over én millioner biler, der ikke er blevet produceret.   

Eksempelvis Volkswagen, BMW og Mercedes-Benz har dog på det seneste fastslået, at manglen på chip er ved at blive mindre presserende.  

Samlet set er forventningen ifølge Autonews, at der på verdensplan i 2022 vil blive produceret 3,8 millioner færre biler end planlagt i 2022, hvoraf knap 1,4 millioner biler ikke vil blive produceret i Europa, mens 1,2 ikke vil blive produceret i Nordamerika. For Kina er tallet knap en kvart million bilen, mens resten af Asien ventes at producere omkring 800.000 færre biler. Samlet set menes der, ifølge en analyse fra AutoForecast Solutions, at der siden starten af 2021 er blevet produceret 13 millioner færre biler end planlagt.   

Faldende efterspørgsel forkorter ventetid

Lige nu er situationen ifølge analytikere dog den, at manglen på chip særligt kun vil blive mindre alvorlig, fordi efterspørgslen på biler er faldende på grund af den økonomiske situation generelt.   

“Antallet af nye ordrer falder,” har BMWs topchef Oliver Zipse fastslået ifølge Autonews. “Efterspørgslen falder. Advarselslamperne blinker særligt i Europa og Nordamerika,” har Volkswagen CFO Arno Antliz sagt.   

Mange steder er ordrebøgerne dog fortsat mere end fyldte, og bilkunderne vil fortsat købe flere biler, end der er til rådighed. Men ventetiden på at få leveret nye biler falder i takt med, at ordrebøgerne bliver tyndere.  

Herhjemme er nyvognssalget i år indtil videre værre end samme periode i både 2021 og 2020, hvor mange forhandlere ellers havde lukket i længere perioder for at bremse spredningen af coronavirus.  

I Tyskland er salgstallene de værste i 30 år, og de andre store europæiske markeder er også hårdt ramt.   

Indtil videre har øgede priser betydet, at autobranchen ikke er blevet ramt så alvorligt økonomisk, som man kunne frygte. Men det kan være slut, forudser Stellantis’ CEO Carlos Tavares:  

“Der er en grænse for, hvor meget priserne kan stige. At skulle købe en bil på et stramt husholdningsbudget er noget af det, vi vil komme op imod,” har Tavares sagt.   

Chipbehovet vil kun stige

Manglen på chip har ført til, at flere store bilproducenter er begyndt at tage større ansvar for deres leveringskæder. Hidtil har det for de flestes vedkommende været en opgave, der har været udliciteret til underleverandører. Flere producenter af mikrochip har kritiseret bilproducenter for manglende forståelse af produktionen af mikrochip og har fastslået, at bilproducenternes uvillighed til at dele risiko og omkostninger er skyld i en del af den mangel på mikrochip, der har plaget autobranchen i nu flere år.  

I dag indeholder en elektrisk Porsche Taycan eksempelvis mere end 8000 mikrochip, men det antal ventes at ville være fordoblet eller tredoblet ved udgangen af årtiet. Derfor er det på høje tid, at bilproducenterne kommer ind i kampen.  

“Coronakrisen og de leveringsudfordringer, som er fulgt efter, og som er blevet forstærket af krigen i Ukraine, har været et wakeupcall for bilproducenterne. Det er noget, der skal tages ekstremt alvorligt, og som jeg håber, de lærer meget af. For situationen, som den har været den sidste lange stykke tid, er helt uholdbar for vores medlemmer, der lever af at kunne levere biler til danskerne,” siger Gitte Seeberg.   

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent