Persondata

Nedlæggelse af Arbejdsgivernes Centrale Ferieregister

Dansk Arbejdsgiverforening, DA har udsendt en meddelelse om nedlægningen af Arbejdsgivernes Centrale Ferieregister, ACF, som ABAF gerne vil viderebringe:

”I forbindelse med den nye ferielov vil ACF (Arbejdsgivernes Centrale Ferieregister) blive nedlagt. Som tidligere oplyst under ’Seneste nyt’ på ACF-sitet, har folketinget vedtaget en ny ferielov, der indebærer, at der fra den 1. september 2020 indføres samtidighedsferie. Det betyder, at lønmodtagere optjener og afholder ferie henover samme periode. De 12 måneder, der løber, før samtidighedsferien efter den nye lov træder i kraft, bliver et ’overgangsår’, læs mere om dette på https://www.regeringen.dk/nyheder/aftale-om-ny-ferielov/.

Med den nye ferielov bliver det obligatorisk for alle virksomheder at indberette feriedata via eIndkomst til Feriepengeinfo og for lønmodtagere at anmode om ferieudbetaling via Borger.dk. DA’s feriehåndteringssystem ACF vil derfor blive nedlagt.

På grund af overgangsåret forventes omlægningen af indberetninger fra ACF til eIndkomst (Feriepengeinfo) påbegyndt efter sommerferien 2018. De enkelte virksomheder vil få direkte besked om, præcis hvornår deres feriedata migreres, ca. en måned før selve migreringen. Information vil blive sendt til den e-mail, som er oplyst under ”Profilhåndtering” i ACF.

Selve migreringen foretages af Feriepengeinfo, der ’flytter’ de feriesaldi, som er indberettet via ACF, så de fremstår som indberettet via eIndkomst. Det betyder, at de feriesaldi, som fremgår under fanen ’Lovpligtig indberetning’ i ACF bliver udgangspunktet for de fremtidige indberetninger via eIndkomst.

Vi vil derfor opfordre til, at I allerede nu får afstemt feriedata i ACF.

Følgende optjeningsår skal være afstemt: 2016, 2017 og 2018. På Feriepengeinfo vil optjeningsårene 2016, 2017 og 2018 være tilgængelig for lønmodtagerne. Bemærk, at det ikke kun er restsaldi, som skal stemme, I skal derfor vælge ”Afstemning af udbetalinger (Lovpligtig indberetning)” på fanen ”Afstemning”, når afstemningen foretages.

Brug vejledningen ”Afstemning” som du finder i ACF under fanen ”Vejledninger”. NB! Er der saldi vedrørende optjeningsåret 2016 efter 30/9-2018, vil det afstedkomme et brev til lønmodtagerne om, at de har 3 uger til at søge om disse. Derefter vil der blive sendt besked om, at pengene skal overføres til en feriefond.

Er der fejlindberetninger eller uoverensstemmelser i de data som migreres, vil disse KUN kunne korrigeres via eIndkomst, derfor bør alle feriedata i ACF være afstemt inden migreringen.