Forbrugerkreditdirektivet træder i kraft d. 20. november, hvilket vil betyde markante ændringer, når det kommer til at tilbyde bilkunderne finansiering.
Centralt er det, at kunderne skal tilbagebetales forholdsmæssigt for udgifter i forbindelse med optagelse af lånet, hvis de indfrier deres lån før tid. Men der er også en række andre forhold, der vil påvirke landets bilforretninger.
Fx skal nogle forhandlere fra 20. november også være registreret som kreditformidler hos Finanstilsynet, for at de lovligt kan formidle finansieringer til deres kunder.
Det gælder hvis din virksomhed mod betaling formidler kontakt mellem din kunde og den virksomhed, der tilbyder lånet.
Din virksomhed skal registreres som kreditformidler, hvis du præsenterer dine kunder for kreditaftaler, eller hvis du hjælper dine kunder med forberedelse eller administration i forbindelse med indgåelse af en kreditaftale, eller hvis du indgår kreditaftaler med kunder på vegne af en virksomhed, der tilbyder lån.
Med andre ord skal du registreres som kreditformidler hos Finanstilsynet, hvis du mod betaling fra en kreditgiver hjælper din virksomheds kunder med at finde eller optage lån, lyder det fra myndighederne.
Der er dog markante undtagelser til disse regler, der betyder, at det langt fra vil være de fleste forhandlere, der skal registrere sig.
Hvis man har under 250 ansatte, og har en omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet balance på højst 43 mio. Euro., og accessorisk optræder som kreditformidler, så er man undtaget.
“Jeg tror, rigtig mange af vores medlemmer vil være undtaget, men det er noget, man selv skal tjekke op på,” siger Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark.
Det gælder, at tallene skal opgøres for den koncern, man er en del af, hvis man fx er en filial.
Finanstilsynet åbnede i sidste måned for ansøgninger til registrering som kreditformidler, og tilsynet bestræber sig på at kunne behandle ansøgninger inden for tre måneder.
Hvis man ikke registrerer sig som kreditformidler, selvom man skal, kan man blive straffet med bøde eller fængsel i op til fire måneder.
Du kan ansøge om at blive godkendt som kreditformidler her.
Og læse mere ved Finanstilsynet her.
Det er gratis at ansøge om at blive kreditformidler, men det er forbundet med en årlig udgift, som skal betales til staten.
Kontakt





