November måned nærmer sig, og så er det igen tid til, at autobranchen skal finde og fejre vinderne i en lang række kategorier ved Auto Awards 2025. Alt fra Årets Nyvognsforhandler til Årets Uddannelse skal findes, når festlighederne finder sted i Cirkusbygningen i København.
Og allerede nu kan du indstille dine favoritter inden for de forskellige award-kategorier, og derved gøre dit for – i samarbejde med juryen – at udnævne den helt rigtige kandidat.
Blandt de tidligere vindere kan AutoBranchen Danmark finde flere af sine medlemmer, som er blevet kaldt op på scenen til en takke-tale og et trofæ. Sidste år gik prisen som Årets Nyvognsforhandler for eksempel til Bjarne Nielsen, mens prisen som Årets Autolakerer gik til Byens Bilpleje.
Indtil den 22. september kan du afgive din indstilling til de forskellige Award-kategorier nemt, hurtigt og gratis ved at klikke her.
“Jeg vil virkelig opfordre til at få sendt en indstilling ind hurtigst muligt, hvis der er en virksomhed eller et team af medarbejdere, du mener, fortjener en ekstra anerkendelse. Derudover er du med til at skabe grundlaget for en aften, der plejer at være meget festlig,” siger Charlotte Brix Andersen, som er leder af medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation i AutoBranchen Danmark samt medlem af juryen.
Ny forperson for juryen
Under sidste års Auto Awards annoncerede Sean Fitzgerald Coard, at han efter ti år ville give formands-faklen videre. Derfor bliver det i år Lise Bartell, som overtager rollen som forperson for Auto Awards.
Lise Bartell har i mange år trænet salgs- og lederteams på tværs af brancher, og delt ud af sin ekspertise inden for ledelse og personlig udvikling – blandt meget andet inden for bil-, transport- og flyindustrien.
Sean Fitzgerald Coard slipper dog ikke Auto Awards helt. I år holder han bare sit fokus på planlægningen af arrangementet.
Festlighederne løber af stablen tirsdag den 18. november i Cirkusbygningen i København, og du kan allerede nu sikre din billet ved at klikke her.




