Den 1. april skal i alt tre momslån (momslån 1, 2 og 3) samt A-skattelån 2 betales tilbage til staten. Staten tilbyder dog også mulighed for en forlænget tilbagebetaling til de virksomheder, der stadig lider under de corona.
For at komme virksomhedernes aktuelle udfordringer med likviditet i møde, tilbydes der nu en udvidet betalingsordning, der løber over 24 måneder fremfor 12, pga. coronasituationen. Den udvidede betalingsordning på 24 måneder kan oprettes fra den 15. marts til den 15. april. Den oprettes på Skattekontoen under Betalingsordning i TastSelv Erhverv.
Virksomhederne skal opfylde en række betingelser for at benytte sig af ordningen. Skattestyrelsen har derfor lavet en trin-guide på skat.dk, om den udvidede betalingsordning, for at gøre det nemmere for virksomhederne at orientere sig i retningslinjerne. Se den nye informationsside skat.dk/betalingsordning.
Et af de vigtige kriterier for at få en betalingsordning på 24 måneder er, at din virksomhed ikke må have skattekontogæld, som er sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Har du det, skal du senest afvikle gælden 22. marts. Læs mere om betingelserne på skat.dk/betalingsordning
58.000 virksomheder skal afregne kompensation
Virksomheder og selvstændige i Danmark har indberettet til slutafregningen for forår og sommer 2020, og de skal snart i gang med næste runde af indberetninger.
For at gøre det nemmere for virksomhederne og de selvstændige, har Erhvervsstyrelsen samlet slutafregningen, så der på én gang kan indsendes dokumentation for alle de resterende kompensationsperioder. Der skal indberettes for kompensation for tabt omsætning, kompensation for faste omkostninger og lønkompensation.
Virksomheder og selvstændige, der har modtaget kompensation, skal indsende dokumentation for de faktiske forhold i perioderne for at sikre, at alle får den kompensation, de er berettiget til. Nogle virksomheder og selvstændige kommer til at tilbagebetale kompensation, mens andre skal have yderligere kompensation udbetalt.
Der åbnes for den endelige indberetning til slutafregning i slutningen af maj, og fristen for at indberette bliver på tværs af kompensationsordningerne den 30. september 2022.
Virksomheder og selvstændige, der har modtaget kompensation, får direkte besked i deres digitale postkasse, når der er åbnet for indberetningen.