Bilforhandlere

Ny ferielov – ABAF kursus på vej

Den 25. januar 2018 blev der vedtaget en ny ferielov, som fundamentalt ændrer det danske feriesystem. Den nye ferielov skal træde i kraft den 1. september 2020, men overgangsordningen fra det nuværende system vil træde i kraft allerede fra den 1. januar 2019.

Loven indfører ‘samtidighedsferie’, således at medarbejdere fremover holder betalt ferie samme år, som ferien optjenes. Den indebærer derudover en overgangsordning, der skal regulere overgangen fra forskudt ferie til samtidighedsferie.

Den væsentligste ændring i den nye ferielov er overgang til samtidighedsferie.

Denne ændring betyder, at ferie kan afholdes i samme år, som den optjenes. Det betyder, at nye medarbejdere på arbejdsmarkedet kan holde betalt ferie allerede i det første år. Efter den nuværende ordning kan der gå op til 16 måneder før en ny medarbejder kan afholde betalt ferie.

Med samtidighedsferie vil ferieåret – den periode hvor man optjener ferie – løbe fra den 1. september til den 31. august. Afholdelsesperioden vil være samtidig med ferieåret + 4 måneder, det vil altså sige fra 1. september til 31. december det efterfølgende år. Afholdelsesperioden vil dermed i alt vare 16 måneder.

Medarbejderen vil fortsat optjene 2,08 dages betalt ferie om måneden, så der optjenes fortsat 25 dages betalt ferie på et år.

I forbindelse med samtidighedsferien kommer en overgangsordning, der betyder, at ferie, der optjenes i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 efter den nuværende ordning, indefryses og således hverken kan afholdes eller udbetales. I forbindelse med indefrysningen oprettes en særlig fond til administration af de indefrosne midler: ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler”. Fonden skal administrere de tilgodehavende midler.

For medarbejdere der afholder ferie med løn, dvs. typisk funktionærer, kan arbejdsgiveren vælge at beholde de indefrosne midler og forrente dem, indtil der skal ske pligtmæssig indbetaling til fonden, senest ved medarbejdernes alderspensionering. Hvis arbejdsgiveren beholder midlerne, kræves der en årlig indeksregulering svarende til lønudviklingen. Hvis arbejdsgiveren vælger at beholde midlerne, vil de indefrosne midler blive omfattet af sikringen i Lønmodtagernes Garantifond ved konkurs.

Muligheden for at beholde de indefrosne midler vil også gælde for arbejdsgivere, som via deres arbejdsgiverforening er omfattet af feriekortordning med tilhørende garantiforpligtelse fra arbejdsgiverforeningen. ABAF-medlemmer kan således også beholde de indefrosne midler i virksomheden.

Det er bruttobeløbet som indefryses/beholdes, og der kan derfor i større virksomheder være tale om et betragteligt beløb.

Lovens ferievarslingsregler er uændrede, men den nye ferielov giver mulighed for, at medarbejderen kan holde betalt ferie på forskud, hvis medarbejderen ikke har optjent tilstrækkelig betalt ferie (bl.a. ved tvungen ferielukning). Et sådant forskud på betalt ferie skal aftales mellem medarbejderen og arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren kan ved medarbejderens fratræden modregne den forudbetalte ferie i udbetalinger til medarbejderen.

Den nye ferielov medfører derudover ændringer af bl.a.:

  • hvornår der skal ske feriedifferenceberegning
  • delvis automatisk overførsel af den femte ferieuge
  • tidspunktet for udbetaling af ferietillæg
  • hvornår der kan ske udbetaling af ferie ved feriehindringer.

Når vi kommer tættere på lovens ikrafttræden, vil ABAF selvfølgelig udbyde kurser i den nye ferielov. Kurset vil være gratis for medlemmer af AutoBranchens ArbejdsgiverForening. For ikke-medlemmer vil det koste et deltagergebyr på 995,00 kr. ekskl. moms.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm
Klaus Schultz

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver

Lene Søbo

Grafiker og marketingkoordinator

Christian Mikkel Uldall Grøn

Web- og social medie manager

Julie Løvenholdt

Medlemskoordinator

Emil Refn

Studentermedhjælper