AutoBranchen Danmark har lavet fordelsaftale med tech-virksomheden Seez, som kan hjælpe forhandlere af brugte biler med at sælge deres biler til en bredere målgruppe online.
Seez, der lancerede deres digitale platform i marts 2022, tilbyder forhandlere at blive digitale uden at foretage en stor investering. Samtidig er logistikken og marketingekspertisen på plads. Forhandleren får adgang til langt flere kunder end han selv har, og han betaler først et gebyr, hvis bilen bliver solgt.
Det kan lyde svært at sælge en brugt bil online, men danskerne er parate til at handle på nettet, når returmulighederne og tilliden er i orden.
“Selvfølgelig er det en omvæltning for forbrugere at handle bil online. Men når vi sørger for, at returmulighederne er i orden, og der er aftaler med gode forhandlere, som kunden har tillid til, så er forhindringerne ryddet af vejen. Normalt bruger man måske 20-30 minutter på at prøvekøre en bil. Her kan kunden have bilen i op til to uger. Man kan se, om den passer i garagen, og man kan prøve at køre med sin kajak på taget. Bilen bliver altså prøvet af i praksis, og det er et godt salgsargument,” siger Andrew Kabrit, der er produktchef og medstifter af Seez, og fortsætter.
“For at sikre kvalitet og tillid har Seez sat en række kriterier op for bilerne. Bilen må ikke være mere end syv år gammel. Den må ikke have kørt mere end 125.000 kilometer og må aldrig have været impliceret i større uheld.”
Som forhandler giver Seez dig muligheden for – udover at blive tilgængelig på Seez.dk – at få dit eget købsflow på din egen hjemmeside. Derudover kan man, når en potentiel kunde har været nede i forretningen, give dem et link med hjem, så de kan færdiggøre hele ordren hjemmefra, når de har tid. Det hele administreres let fra din egen mobiltelefon, så du altid kan følge med, og let kan servicere dine kunder, præcis som du er vant til i butikken.
Intet af ovenstående kræver en investering på forhånd, og giver forhandlere mulighed for at nå et helt nyt og større publikum. Kunderne kan købe bilen online og få den leveret af Seez. Forbrugeren har ret til at returnere bilen indtil 14 dage efter købet. Det betyder, at han eller hun kan prøvekøre bilen i 14 dage og returnere den uden forbehold, hvis den ikke skulle leve op til forventningerne.
Hvis du vil høre mere om mulighederne med Seez og om fordelsaftalen, så kontakt Seez på dealer@seez.dk eller tag fat i Henrik Bitzer, chef for Partnerskaber i AutoBranchen Danmark på 3147 4997 eller heb@abdk.dk. Du kan læse mere om fordelsaftalen her.