Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde tirsdag.
Myndighedernes nye krav til afstand og corona-forholdsregler får også indflydelse på autobranchen. Er du ansat i, eller driver du en butik med butiksareal på mere end 2000 kvadratmeter, der er tilgængelig for kunderne, så gælder der nye regler om ensretning i butikken. Samtidig gøres anbefalingerne om antal besøgende i butikker nu til et krav. Og selv om nogle restriktioner er rettet særligt mod 17 kommuner i hovedstadsområdet, gælder disse krav for butikker over hele landet. Selve kravet afhænger af butikkens størrelse:
- Butikker mellem 2.000 og 4.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 10 kvadratmeter indendørs gulvareal med offentlig adgang.
- Butikker mellem 5.000 og 9.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 12 kvadratmeter indendørs gulvareal.
- Butikker over 10.000 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 25 kvadratmeter indendørs gulvareal.
Kravene om ensretning i stormagasiner, storcentre og butikker på over 2000 kvadratmeter, gælder som nævnt i hele landet.
De 17 kommuner med særlige restriktioner er disse:
Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, København, Lyngby-Taarbæk og Tårnby.
I disse 17 kommuner skærper myndighederne desuden opfordringen til hjemmearbejde. Virksomhederne opfordres med Magnus Heunickes ord “kraftigt til, at medarbejderne arbejder hjemmefra hvis det er muligt og således minimerer fysisk fremmøde mest muligt. Har man møder, der kan flyttes til januar, så gør det.”
Autouddannelserne påvirkes kun i ringe grad
I de 17 kommuner anbefales nu hjemmeundervisning på videregående uddannelser, mens ungdomsuddannelser går fri i denne omgang. Det betyder, at elever/lærlinge fortsat kan komme på skole, men dog må indstille sig på begrænsninger i forbindelse med spisning og måske i visse fag.
Regler om mundbind
Bemærk desuden, at kravene om mundbind og visir i alle butikker fortsat gælder. Det gør de foreløbig til den 2. januar.
Det vil sige at alle medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere med flere, skal bære mundbind eller visir i de områder af virksomheden, der er offentligt tilgængelige. Det betyder, at uanset om man sidder bag sit skrivebord, indskriver en bil eller fremviser en bil, skal der bæres mundbind eller visir.
Hvis medarbejderen er afskærmet bag en plexiglasplade, som det kendes fra mange detailbutikker, vurderes det ikke, at medarbejderen skal bære mundbind. Kunden skal dog fortsat bære mundbind.
Kravet om mundbind eller visir gælder ikke på fx værkstedet eller i frokoststuen, hvor offentligheden ikke har adgang.
Myndighederne har ikke specificeret, om kravet til mundbind gælder i forbindelse med prøvekørsel af biler. Vi ved dog, at kørerlærere og elever skal bære mundbind. AutoBranchen Danmark opfordrer derfor til, ud fra et forsigtighedsprincip, at der bæres mundbind eller visir ved prøvekørsler for både at beskytte kunde og sælger i den situation.
Forsamlingsforbud sænkes til 10 personer
Bemærk dog, at det ikke gælder for ”almindelig ophold og færden” på arbejdspladsen. Dermed er det tilladt at have mere end 10 personer på arbejdspladsen, forudsat at det er nødvendigt for at udføre arbejdet på normal vis.
Men forsamlingsforbuddet vil ifølge AutoBranchen Danmarks vurdering gælde på arbejdspladsen, hvis der fx afholdes fredagsbar eller julefrokost i arbejdspladsens lokaler, fordi det er en social aktivitet.
På landsplan indskrænkes muligheden for at samles 500 personer ved siddende arrangementer. Det gælder nu alene aktiviteter i trossamfund, idræts- og kulturarrangementer, erhvervsrelaterede aktiviteter som for eksempel generalforsamlinger samt foredrag, kurser, undervisning, borgermøder og lignende.
Opsynspersonale i store butikker
I butikker på over 2000 kvadratmeter er det fortsat et krav, at der er synligt opsynspersonale, der sikrer, at restriktionerne overholdes i den del af butikken, der er offentligt tilgængelig.
Det er AutoBranchen Danmarks opfattelse, at medarbejdere kan udfylde denne rolle, såfremt de er bekendt med reglerne og er synlige fx ved at iføre sig en gul vest, som man kender det fra supermarkeder, stormagasiner mv. Vi er i gang med at søge yderligere afklaring om dette forhold.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at butikker på mindre end 2000 kvadratmeter følger samme regler.
Kravene gælder frem til den 2. januar.