Nye tal fra medlemsundersøgelser hos både AutoBranchen Danmark og Dansk Erhverv viser, at mange virksomheder er presset af en voksende mængde regler. 9 ud af 10 virksomheder oplever, at reguleringen er steget markant de seneste tre år, at reglerne er blevet mere komplekse, og at omkostningerne ved at overholde dem bare vokser.
“Særligt regler inden for arbejdsmiljø, bæredygtighed og databeskyttelse presser vores medlemmer på ressourcerne. Det betyder, at de bruger alt for meget tid og for mange penge på at administrere i stedet for at producere,” siger Gitte Seeberg, administrerende direktør i AutoBranchen Danmark.
Reglerne er blevet mere komplekse og koster flere penge at overholde

Og der er kommet flere af dem.

Regulering stjæler arbejdskraft fra virksomhederne
AutoBranchen Danmarks undersøgelse bakker op om en ny analyse fra Dansk Erhverv, der viser, at danske virksomheder bruger det, der svarer til 90.000 fuldtidsstillinger om året på at håndtere lovkrav fra Folketinget og EU. Samtidig koster det virksomhederne mindst 47 milliarder kroner hvert år at administrere de mange regler. Hos Dansk Erhverv kalder direktør Morten Langager undersøgelsen for et S.O.S fra erhvervslivet. Han siger: Hvis der ikke bliver gjort noget drastisk, vil erhvervslivets konkurrenceevne blive ringere og ringere. Og så bliver vi fattigere som samfund.
Hos AutoBranchen Danmark siger Gitte Seeberg: “Det er et kæmpe problem, at virksomheder skal bruge så store ressourcer på administration frem for udvikling og vækst. Der er behov for en markant oprydning og forenkling af reglerne, så virksomhederne ikke bukker under i regel-bølgen.”
AutoBranchen Danmark opfordrer til, at Folketinget tager problemet alvorligt og følger op på Dansk Erhvervs konkrete forslag om en reel regelforenkling. For virksomhederne er behovet akut – de efterspørger klare, enkle og smidigere regler, der ikke stjæler tid og ressourcer unødvendigt.
Kontakt
