Bilforhandlere

Autobranchen skal genåbnes nu

Landets bilforhandlere er i skrivende stund lukket for private bilkøbere, der normalt kommer forbi salgslokalerne for at kigge på nye og brugte biler. Nedlukningen på grund af Covid-19 vil i første omgang vare frem til 7. februar 2021, men kan blive forlænget.

AutoBranchen Danmark er klar med en genåbningsplan, som på en sikker og forsvarlig måde kan bringe forbrugerne tilbage til salgslokalerne for at kigge på og købe bil. Gitte Seeberg, adm. direktør for AutoBranchen Danmark, sætter flere ord på planen:

“Langt de fleste bilforhandlere råder over rigtig mange kvadratmeter, som gør, at man ved en genåbning kan holde god afstand. Det kombineret med alle de værnemidler, som de ansatte i bilhusene i forvejen bruger, kan sammenlagt genåbne autobranchen forsvarligt. Det er der brug for hos rigtig mange virksomheder og for rigtig mange danske arbejdspladser”, siger Gitte Seeberg.

Meget bekymrende udvikling

Året 2021 er begyndt med en markant nedgang i bilsalget – herunder især for de grønne biler. Det skyldes den værst tænkelig cocktail, der er mixet ved dels de tvangslukkede butikker, begrænsede muligheder for at søge om hjælpepakker og nedgangen i det vigtige januar-bilsalg.

“Jeg er meget bekymret på vegne af virksomhederne i autobranchen. Af den årsag mener jeg også, at man politisk bør kigge mere branchespecifikt på en genåbning, så meget store bilhuse med mange kvadratmeter og masser af foranstaltninger kan åbne igen. Det kan godt gøres forsvarligt”, siger Gitte Seeberg.

Nye afgifter lægger ekstra pres

Ydermere skal bilforhandlere, på grund af de nye 2021-bilafgifter, lægge registreringsafgift ud for staten, fordi statens it-systemer ikke er klar før til sommer i forhold til de nye bilafgifter.

“Mange virksomheder i autobranchen er bragt i en urimelig situation, hvor de presses rigtig hårdt økonomisk. De befinder sig dels i en historisk nedgang i bilsalget. Samtidig med det presses deres likviditet til det yderst, fordi de er tvunget til at agere bank for staten. Af de årsager skal autobranchen genåbnes nu for at de mange tusinde danskere, der arbejder i branchen, igen kan få travlt i salgslokalerne og på ramte værksteder”, siger Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør