Bilforhandlere

Nøgleboks kan give fleksibilitet for kunderne

Man kender til nøglebokse ved udlejning af biler, boliger, sommerhuse og andet. Principperne kan også bruges i forbindelse med aflevering og afhentning af bil til service og reparation. Det vil virksomheden Sharebox nu hjælpe danske virksomheder i autobranchen med. Og det vil de gøre med en nøgleboks, som faktisk er mere end en nøgleboks.

Boksene giver fleksibilitet uden risiko. Forsikringsselskaberne godkender nemlig ikke hvad som helst, når virksomheder opbevarer nøgle i postkasser eller lignende. Men Sharebox-løsningen er godkendt.

”Vores standere med nøglebokse bliver brugt masser af steder, hvor man udlejer sommerhuse, airbnb, biludlejning og andet. Mange steder i udlandet bruges de også af bilforhandlere og værksteder, og vi har fornylig solgt de første løsninger til virksomheder i autobranchen i Danmark,” fortæller Christian Søborg Dehn, partner i Sharebox i Danmark.

I kraft af en ny fordelsaftale med AutoBranchen Danmark, får AutoBranchen Danmarks medlemmer nu 10 procents rabat på den månedlige ydelse.

”Det er væsentligt at vide, at Sharebox gør arbejdsgangen nemmere for både værkstedet og kunden. For kunden handler det særligt om større fleksibilitet, og det efterspørges i større og større grad,” siger Christian Søborg Dehn, og fortsætter:

”Tit er det sådan, at kunden måske får at vide, at bilen er klar og kan afhentes på værkstedet inden et bestemt tidspunkt. Måske kan kunden ikke nå det, så må nøglen videre til salgsafdelingen, som har længere åbent. Måske kan kunden heller ikke det, så aftaler man at stille bilen uden for og lægge nøglen på højre forhjul. Det går bare ikke i dagens Danmark og forsikringsselskaberne vil ikke godkende det, hvis bilen bliver stjålet,” fortæller han.

Det er her Sharebox kommer ind i billedet.

Betalingsstrukturen er skabt sådan, at virksomhederne kan vælge at betale et månedligt gebyr. Eller de kan vælge at betale et beløb up-front og så betale et lavere månedligt gebyr.

Når kunden skal hente sin bil – og måske også aflevere, hvis man vil gøre indskrivningen helt elektronisk, så bruger kunden sin mobiltelefon til at åbne nøgleboksen og på den måde får adgang til at afhente eller aflevere sin bilnøgle.

”Vi ser, at både virksomheder og forbrugere efterspørger mere og mere fleksible løsninger. Det punkt opfylder Sharebox i høj grad. Derfor håber vi, at AutoBranchen Danmarks medlemmer vil tage godt imod fordelsaftalen,” fortæller Henrik Bitzer, chef for afdelingen for Partnerskaber i AutoBranchen Danmark.

Sharebox tilbyder integration til forskellige betalingssystemer. Det betyder, at værkstedet har mulighed for at sikre sig betaling for arbejdet inden nøglen frigives i skabet.

Ydermere er det muligt for kunder at indlevere deres biler uden aftale og udenfor åbningstid. Nøgleskabet har touchskærm, hvorfra det er muligt at taste sig igennem en indlevering af nøgle ved at oplyse telefonnummer og registreringsnummer. Når kunden indleverer nøglen til sin bil, kan vedkommende i samme omgang få udleveret nøgle til sin lånebil, selv om det er udenfor åbningstid.

Christian Søborg Dehn kalder Sharebox Service Station for ikke bare et nøgleskab, men en fuldautomatiseret check in/ud proces, der gør livet lettere for både værksted og kunder.

”Det er betjening 24/7 og en måde at mindske morgen- og eftermiddagsræset,” siger han.

Læs mere om fordelsaftalen i fordelskataloget på AutoBranchen Danmarks hjemmeside (kræver login). Du kan også kontakte Henrik Bitzer, chef for Partnerskaber i AutoBranchen Danmark, telefon 3147 4997. Eller ring direkte til Christian Søborg Dehn på telefon 4087 4088.

Kontakt

Henrik Bitzer

Partnerskabschef