Bilforhandlere

Oplysningsfrister for selvangivelser udskydes

Skatteminister Morten Bødskov har udskudt oplysningsfristen for alle selvangivelser til 1. september pga. Covid-19-krisen, der presser både virksomheder og revisorer hårdt.

Danske revisorer er under et ekstraordinært pres i deres arbejde med at løse de akutte udfordringer, der er opstået i erhvervslivet som følge af COVID-19. Derfor har skatteministeren valgt at udskyde samtlige oplysningsfrister for indkomståret 2019 til 1. september 2020. Det vil give revisorer og virksomheder bedre mulighed for at opfylde oplysningsfristerne.

Skatteministeren har vurderet, at der er tale om en ekstraordinær situation, hvilket giver ham mulighed for at foretage udskydelsen. Oplysningsfristen er udskudt for følgende grupper:

  • Almindelige lønmodtagere mv., som modtager en årsopgørelse med frist 1. maj.
  • Små erhvervsdrivende, fx med forældreudlejning, der modtager en årsopgørelse, og som har frist den 1. juli.
  • Selvstændigt erhvervsdrivende og borgere med indkomst fra udlandet mv., der skal udarbejde et oplysningsskema med frist den 1. juli.
  • Selskaber og andre juridiske personer med frist for aflevering af oplysningsskemaet for indkomståret 2019 den 31. marts 2020 og senere, får alle forlænget fristen til den 1. september 2020.

Kontakt

Juridisk hotline